Fortsæt til indhold

Easi'r henter Navision-medstifter ind i bestyrelsen

It-selskabet vil ud i verden, og det skal Lars Damsgaard Andersen hjælpe med.

Erhverv

Den aarhusianske it-virksomhed Easi’r, der har specialiseret sig i software til bl.a. bilbranchen, styrker sig på bestyrelsessiden, hvor Lars Damsgaard Andersen træder til som arbejdende bestyrelsesmedlem.

Lars Damsgaard Andersen var tilbage i 1990 med til at grundlægge den tyske afdeling af Navision Software A/S, der 10 år senere fusionerede med Damgaard A/S til Navision A/S. To år senere blev selskabet overtaget af Microsoft.

Den 57-årige Lars Damsgaard Andersen skal dels hjælpe Easi’r med at vokse internationalt og dels hjælpe til med at omdanne selskabet til et aktieselskab. Det er planen, at det skal ske inden årets udgang.

Når Easi’r bruger udtrykket ”arbejdende bestyrelsesmedlem”, dækker det over, at Lars Damsgaard Andersen får kontor og en dag om ugen skal hjælpe Easi’r med at holde snor i vækstplanerne.

»Lars har fra Navision-tiden et stort kendskab til it, og han har også været med til at udvikle et dealer-management-system til bilbranchen, som han derfor også kender. Yderligere har han erfaring fra udlandet og er knivskarp på de områder, hvor vi har brug for hjælp, når vi over de kommende år skal ud til 15-16 nye lande,« fortæller Mikael Moeslund, der er adm. direktør i Easi’r.

Væksten skal først og fremmest ske i de store europæiske lande som Frankrig, Italien og Spanien. Easi’r er allerede i gang i Tyskland og Storbritannien.

Easi’r havde i 2015 en vækst på 197 pct., og ambitionen er, at det skal fortsætte på samme niveau i år.

»Vi er selvfinansierende, tjener penge og har et positivt cash flow. Det er meget usædvanligt for en virksomhed, der vokser så meget som vores. Men alligevel vil vi gerne have mere fart på,« understreger direktøren.

Samtidig peger han på, at væksten er sket ved, at kunder har fortalt andre om selskabet. Easi’rs software bygger på algoritmer, så softwaren kan hjælpe bilproducenter, bilimportører og bilforhandlere med at opbygge relationer til kunderne.

Med digitaliseringen bliver bilforhandleren i stand til på det rette tidspunkt at give den potentielle bilkøber et tilbud, han eller hun ikke kan afslå.

»Vores vækst er så at sige sket mund-til-mund, men nu har vi lige fået ansat en salgsdirektør, så der kan komme endnu mere gang i salget,« forklarer Mikael Moeslund.

Han fortæller samtidig, at omdannelsen til et aktieselskab ikke på nuværende tidspunkt sker for at rejse kapital.

»Vi har fået henvendelser fra investorer, men her og nu er det ikke aktuelt for os,« tilføjer Mikael Moeslund.

Lars Damsgaard Andersen skal som arbejdende bestyrelsesmedlem hos Easi'r primært have fokus på to områder: vækst i 15-16 nye lande og omdannelsen til et aktieselskab.

»Easi’r er en virksomhed med et stort potentiale, og jeg tror på, at virksomheden inden for kort tid kan blive den førende udbyder af CRM-software til bilbranchen i Europa. Ja, måske hele verden. Digitaliseringen er et af de vigtigste aspekter i fremtiden for bilbranchen,« lyder det fra Lars Damsgaard Andersen.

»Derfor glæder jeg mig til at hjælpe Easi’r med at indtage nye markeder,« tilføjer Lars Damsgaard Andersen.

Artiklens emner
Big data
Easi'r