Fortsæt til indhold

McDonald's har solgt 12 danske restauranter og vil lave menuer på en ny måde

McDonald's tjener mere på at lade franchisetagere sælge burgerne. Om to år skal alle kædens restauranter se anderledes ud.

Erhverv

Fastfoodgiganten McDonald's tjener rekordmange penge på det danske marked - og har aldrig solgt flere burgere til danske forbrugere.

De 89 McDonald's-restauranter herhjemme omsatte i 2015 for 2 mia. kr., og indtjeningen nåede ligeledes nye højder. Det fortæller adm. direktør Joachim Knudsen, der netop har lukket regnskabsbøgerne for det forgangne år.

»Vi har aldrig været i bedre form. Antallet af gæster er steget, og vi skal i gang med at investere massivt i vores butikker, så vi kan sikre dem til fremtiden,« siger Joachim Knudsen.

Langt størstedelen af McDonald's danske restauranter er ejet af franchisetagere, der offentliggør selvstændige regnskaber. Samlet set har restauranterne øget omsætningen med 5 pct. i det forgangne år, og Joachim Knudsen konstaterer, at restaurantkæden er mere lønsom end nogensinde.

McDonald's danske hovedkontor, McDonald's Danmark ApS, tjente 114 mio. kr. før skat i 2015. Omsætningen faldt markant, men det skyldes, at året blev brugt på at sælge størstedelen af de restauranter, som selskabet selv har drevet.

Således er 85 af McDonald's-restauranterne nu ejet af franchisetagere, der sender penge tilbage til hovedkontoret i form af huslejer, maskinleje og andre betalinger.

»Vi har solgt 12 selvejede restauranter til franchisetagere, fordi de er bedre til at drive dem end os og bedre kan skabe lokal forankring og lederskab. Så kan vi fokusere på at gennemføre den strategi, der skal transformere McDonald’s,« siger Joachim Knudsen, der overvejer, om de sidste fire selvdrevne restauranter også skal afhændes.

Gæsterne vil have mere fleksibilitet og variation, og det skal være muligt at strikke sin menu sammen, som man vil. Det kan man med de interaktive bestillingsstandere og nye køkkener.
Joachim Knudsen, adm. direktør i McDonald's Danmark.

De frasolgte restauranter er ikke den eneste store forandring, som McDonald's-kæden gennemgår.

I løbet af de næste to år transformerer McDonald's samtlige af sine danske restauranter, så de bl.a. får nye køkkener og nye digitale bestillingsskærme.

Desuden skal burgere fremover laves ved bestilling frem for at blive tilberedt og sat i en sluse bag kassen på forhånd - uden at serveringstiderne forlænges.

Det nye koncept er allerede indført i tre restauranter - i hhv. Holbæk, Randers og Ringsted.

»Det er en fremtidssikring af McDonald's i Danmark. Gæsterne vil have mere fleksibilitet og variation, og det skal være muligt at strikke sin menu sammen, som man vil. Det kan man med de interaktive bestillingsstandere og nye køkkener,« siger Joachim Knudsen.

Artiklens emner
McDonald's