Kapitalfond vil have fingrene i fremadstormende møbelkæde
Layout Bidco vil købe møbelkæden Boconcept, der med et nyt årsregnskab fremviser høj vækst.
Den danske møbelkoncern Boconcept har fået vendt forretningen efter en årrække med store millionunderskud og kan være på vej til at blive solgt.
Boconcept har valgt at fremrykke offentliggørelsen af sit årsregnskab for 2015/16, fordi selskabet har modtaget et købstilbud fra kapitalfonden Layout Bidco A/S. Det fremgår af to separate meddelelser til fondsbørsen.
Boconcepts hovedaktionærer, Viggo Mølholm og hans familie, SmallCap Danmark A/S og Kirk & Thorsen A/S, samt en række andre aktionærer og direktionsmedlemmer har givet tilsagn om, at de vil acceptere købstilbuddet for samtlige af deres aktier i selskabet.
Bestyrelsen forventer at anbefale aktionærerne i Boconcept at acceptere købstilbuddet, fremgår det.
Det er Boconcept selv, der har været på jagt efter en køber til selskabet. Det skyldes, at hovedaktionæren Viggo Mølholm i andet halvår af 2015 tilkendegav over for bestyrelsen, at han vil sælge sin kontrollerende aktiepost i møbelkæden.
Efterfølgende hyrede Boconcept en finansiel rådgiver til at finde potentielle købere, der var interesserede i at fremsætte et bud på samtlige aktier i selskabet.
»Bestyrelsen har herefter ført drøftelser med flere potentielle købere, og disse drøftelser har ført til, at Layout Bidco A/S har besluttet at fremsætte af et frivilligt, betinget offentligt købstilbud,« lyder det.
Layout Bidco, der er et nyoprettet selskab tilknyttet 3i Group og visse investeringsenheder forvaltet af 3i, har tilbudt at købe samtlige B-aktier i Boconcept for 500 kr. pr. aktie og samtlige unoterede A-aktier for 615 kr. per aktie.
Det svarer til en samlet købspris på knap 1,5 mia. kr.
Hvis tilbuddet accepteres - og Layout Bidco dermed overtager Boconcept - får selskabet fingrene i en virksomhed, der er i væsentligt bedre form end hidtil.
Boconcept, der har hovedsæde i Herning, har i regnskabsåret 2015/16 øget sin omsætning med knap 8 pct. til 1,2 mia. kr., mens resultatet før renter, skat og afskrivninger er tredoblet til 149 mio. kr.
Driftsresultatet landede på 120 mio. kr. - en markant forbedring af året før, da der var et driftsunderskud på 51 mio. kr.
»Resultatet for helåret 2015/16 er meget tilfredsstillende og udtryk for resultatet af vores turnaround-plan,« siger adm. direktør Torben Paulin.
Han forklarer den massive fremgang med en tilpasning af butiksnettet, bedre præstationer i kædens eksisterende butikker, en større effektivitet i hele værdikæden og et positivt bidrag fra valutakurser.
Boconcept forventer at øge sin omsætning i regnskabsåret 2016/17 med 3-5 pct. med en overskudsgrad (EBIT-margin) på 10 pct.
Layout Bidco vil offentliggøre sit købstilbud på Boconcept, så snart det er godkendt af Finanstilsynet, og inden for fire uger.
Indtil nu har kapitalfonden opnået forhåndstilsagn svarende til 67,5 pct. af den samlede kapital og 81,5 pct. af stemmerettighederne i selskabet.



