Dansker i London: Et brexit skubber internationale erhvervsfolk væk
Den danske investor Gregers Kronkorg fra ventureselskabet Northzone bor til daglig i London. Han tror, at et britisk farvel til EU-samarbejdet også vil betyde et farvel til mange internationale erhvervsfolk, der vil se sig om efter næste stop på karrierevejen.
Han har investeret i kendte selskaber som Trustpilot, der samler brugeranmeldelser, bloggeruniverset Bloglovin’ og musiktjenesten Spotify.
Gregers Kronborg, partner i den danske venturefond Northzone, kender pulsen i tech-miljøet, og med bopæl i den engelske hovedstad London, er han også kommet ind under huden på briterne.
Folket, der i denne måned skal tage det skelsættende valg, om de fortsat skal være en del af EU eller forlade samarbejdet - et brexit.
Med hjem i London oplever Gregers Kronborg for tiden stor opdeling i det britiske samfund. Ligesom debatten herhjemme har kredset om østarbejderes indtog på arbejdsmarkedet og problemer i Udkantsdanmark, dribler Storbritannien med samme frustrationer.
»Det har egentlig ikke noget med EU og brexit at gøre, men jeg tror, den frustration bliver kanaliseret ind og skaber distance mellem landområder og centraladministrationen. Vi har samme fænomen i Danmark og andre lande i forhold til en magtkoncentration og urbanisering, som man ikke synes om. Her tænker nogen nok, at hvis vi nu kunne stoppe udviklingen, så ville det hele være bedre,« fortæller Gregers Kronborg om stemningen før afstemningen.
Det var oprindeligt tanken om et internationalt miljø, der trak ham til landet. At placere familiens to yngste medlemmer på en skole fyldt med børn med vidt forskellige baggrunde, nationaliteter og sprog. At det også passede godt med jobbet som partner i Northzone, gjorde kun beslutningen om at pakke kasserne og flytte hverdagen til London endnu nemmere. En udstationering i to år, hed det sig.
Det er fire år siden nu.
Med bopæl i et område svarende til Nordsjælland ca. 25-30 kilometer uden for centrum bor Gregers Kronborg i et område med mange andre såkaldte ex-pats – familier fra hele verden, der oftest er rejst til London for at arbejde for store internationale banker og virksomheder.
Den skole, vores børn går på, har 1500 elever fra ca. 1000 familier, og det kan godt være, at halvdelen af dem kommer til at forlade landet, fordi de selskaber, de er ansat i, rykkerGregers Kronborg, , partner, Northzone
Et område, hvor et EU-exit tydeligt vil kunne ses.
»Den skole, vores børn går på, har 1500 elever fra ca. 1000 familier, og det kan godt være, at nogle hundrede af dem kommer til at forlade landet, fordi de selskaber, de er ansat i, rykker,« siger Gregers Kronborg.
»Vi hører – og det kan godt være, det bare er raslen med sablerne – at de store banker, har overvejet, hvad de gør med deres hovedkvarterer i England, hvis de melder sig ud. At de så måske flytter deres hovedkvarterer, og jeg tror, der er andre virksomheder, der gør sig samme overvejelser,« fortsætter han.
Flere udmeldinger indikerer, at ventureinvestoren kan få ret. Halvdelen af alle europæiske hovedkvarter for ikke-EU-virksomheder holder til i Storbritannien, men et brexit kan ændre alt. Ingen af Storbritanniens såkaldte »unicorn«-virksomheder, som er de 14 største, private virksomheder med en værdiansættelse over 1 mia. dollar, støtter, at Storbritannien forlader EU, fortalte den britiske avis The Guardian i maj i år.
Samtidig har f.eks. den schweiziske storbank HSBC i samme medie advaret om, at banken vil flytte 1000 stillinger fra London til Paris, hvis det bliver et britisk farvel til EU.
Kigger man på landets små og mellemstore virksomheder er splittelsen større. En undersøgelse fra konsulenthuset TNS viser, at 37 pct. af de små og mellemstore selskaber gerne ser, at landet forlader EU, mens 38 pct. vil blive. Samtidig havde et ud af fire selskaber i starten af juni endnu ikke taget stilling til, om var for et »remain« eller »leave«, viste undersøgelsen, der blev bragt i The Guardian.
Trods virksomhedernes frygt for et brexit, er det dog ikke en følelse, der har plantet sig i privaten, fortæller Gregers Kronborg.
»Den gruppe af mennesker, vi kender, sidder ikke med den store personlige frygt, for de ved, de er mobile. Det er konsekvensen af at kvalificere sig til det her internationale samfund, hvor man ikke er sprogligt, kulturelt eller uddannelsesmæssigt bundet til en nation, og de politikere, populistiske agendaer og problemer, der er,« siger Gregers Kronborg.
For dem betyder skattepolitikken ofte mere end et EU-medlemskab, forklarer han. Her piber f.eks. millionærskat værre i ørene.
»Hvis man har skabt sig den mulighed og fleksibilitet, så flytter man bare. På et eller andet tidspunkt opdager politikere rundt omkring måske, at dem, de gerne vil klippe håret på, faktisk flytter,« forklarer Gregers Kronborg.
Han fortæller, hvordan mange velhavende franskmænd flagede ud, da Frankrigs præsident, François Hollande ved valget i foråret 2012 lovede en millionærskat i Frankrig. En marginalskat på 75 pct. af personindkomster på mere end en million euro, lød forslaget.
Man kan se, at der er nogle segmenter i samfundet, som er ekstremt mobile, og hvis man ikke behandler dem ordentlig – selvom de er et mindretal – så behøver de ikke længere finde sig i, at skattepolitikken bliver ændretGregers Kronborg, partner, Northzone
»Man siger, der er en by oppe i Sydbelgien, hvor der bor flere franskmænd end belgiere,« fortæller Gregers Kronborg og fortsætter:
»Man kan se, at der er nogle segmenter i samfundet, som er ekstremt mobile, og hvis man ikke behandler dem ordentlig – selvom de er et mindretal – så behøver de ikke længere finde sig i, at skattepolitikken bliver ændret på en urimelig vis,« siger han.
Selv er Gregers Kronborg overbevist om, at politikerne - hvis det bliver et brexit - hurtigt får nogle løsninger på bordet, der vil bevare dynamikken i det britiske erhvervsliv - i hvert fald vil venturekapital fortsat flyde i London.
»Hvis man hurtigt finder ordninger, så tror jeg ikke det får stor betydning. Vi vil fortsat tage vores selskaber til London, fordi det er et godt næste marked at ekspandere ud fra,« siger han.

