Fortsæt til indhold

Topchef bytter entreprenør ud med vindueskoncern

Vindues- og facadedørsproducenten Dovista Gruppen, som er ejet af VKR Holding, får ny direktør efter 11 år med samme mand på posten. Det bliver Allan Jørgensen, som kommer fra Kemp & Lauritzen.

Erhverv

Danmarks førende teknikentreprenør Kemp & Lauritzen har mistet sin topchef. Allan Jørgensen har sagt sit job op for at sige ja til et job som adm. direktør hos Dovista Gruppen, som er ejet af det familieejede holding- og investeringsselskab VKR Holding, der også ejer Velux.

1. juli skifter Allan Jørgensen til Dovista, som producerer vinduer og facadedøre, og Kurt Bering Sørensen, som har stået i spidsen for virksomheden i de seneste 11 år, må sige farvel til virksomheden.

Kurt Bering Sørensen oplyser, at der er tale om en planlagt fratrædelse, fordi hans kontrakt udløber i anledning af, at han fylder 60 år, men henviser til Dovistas bestyrelsesformand, Jens Bjerg Sørensen, for yderligere kommentarer til direktørskiftet.

Kurt Bering Sørensen skal i stedet arbejde med virksomhedsudvikling og bestyrelsesarbejde. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Jens Bjerg Sørensen til direktørskiftet.

Kurt Bering Sørensen overlader en virksomhed, som i 2015 leverede et regnskab med en markant forbedret bundlinje. Selskabet, som ikke oplyser omsætning, havde en bruttofortjeneste på 91,9 mio. kr. i 2015, mens bundlinjen landede på 236,9 mio. kr. Det er mere end en fordobling i forhold til 2014, hvor årsresultatet landede på 113,5 mio. kr.

Dovista får nu en mand i spidsen, som har ført Kemp & Lauritzen igennem markant vækst. Da Allan Jørgensen startede hos installationsgiganten i 2007, omsatte virksomheden for 1,2 mia. kr. I 2015 har virksomheden, som beskæftiger sig med el, vvs og ventilation, rundet 2,5 mia. kr. i omsætning. Væksttiltag og en række opkøb - bl.a. af installationsvirksomheden Glenco i 2011 - har ført til den markante vækst.

Kemp & Lauritzens bestyrelsesformand, Boris Nørgaard Kjeldsen, siger i en pressemeddelelse, at han beklager Allan Jørgensens farvel.

»Men samtidig glæder vi os over, at Kemp & Lauritzen efter en omfattende strategiproces og en forbedring af organisationen i dag står historisk stærkt som virksomhed.

Kemp & Lauritzens økonomidirektør, Tue Sjøntoft, er konstitueret som adm. direktør, mens bestyrelsen leder efter Allan Jørgensens efterfølger.

Artiklens emner
VKR Holding
Dovista