Fortsæt til indhold

Myndigheder gransker Ericsson for korruption

Telegiganten Ericsson er mistænkt i en korruptionssag, som de amerikanske myndigheder er i gang med at undersøge. Nordea, som ejer aktier i virksomheden, ser med stor alvor på sagen.

Erhverv

Telekommunikationsgiganten Ericsson er kommet under de amerikanske myndigheders lup i en korruptionssag. Det skriver Svenska Dagbladet.

Det er de amerikanske myndigheder, heriblandt pendanten til det danske Finanstilsynet, Securities Exchange Commission (SEC), som er i gang med at granske virksomheden, som har rødder i Sverige, men er børsnoteret på den amerikanske fondsbørs Nasdaq.

Undersøgelsen skulle ifølge avisens oplysninger bl.a. handle om aktiviteter i Ericssons virksomhed i Kina - både aktiviteter, der skulle være fundet sted de senere år, og aktiviteter, der ligger længere tilbage.

Ericsson selv er meget fåmælt omkring sagen, men har bekræftet, at virksomheden har samarbejdet med myndighederne omkring sagen siden marts 2013.

»Ericsson bestræber sig på altid at drive forretning i overensstemmelse med den gældende lovgivning, men som følge af vores globale forretning, kan der opstå spørgsmål,« skriver Ericsson i et svar til Svenska Dagbladet.

Nordea er en af de investorer, der ejer mange aktier i Ericsson, og her ser man "ekstremt alvorligt" på sagen.

»Hvis der er uregelmæssigheder, kommer det til at koste vældig mange penge. Det er ikke godt for os investorer og vores kunder,« siger Sasja Beslik, som er Nordeas chef for investeringer, til avisen, og tilføjer, at aktionærerne ikke har været informeret om myndighedernes undersøgelse.

Nordea, som ejer aktier for over 1 mia. svenske kr., afviser ikke at sælge sine aktier, hvis de ikke modsvarer forventningerne, men siger, at man skal vide mere, inden man vil foretage noget.

Nyheden om, at Ericsson bliver undersøgt for korruption kommer kun få måneder efter, at Vimpelcom, som Telenor ejer en tredjedel af, betalte en bøde på 795 mio. amerikanske dollars, som svarer til over 5 mia. kroner, i en korruptionsskandale i Uzbekistan.

Artiklens emner
Ericsson