Fra 28 kr. til 700 kr. på syv år - SP Group har været en gylden investering
Gennem massive investeringer i ny teknologi, især robotter, har plastvirksomheden SP Group leveret det ene rekordresultat efter det andet. Og for de investorer, der følger med helt nede på listen over SmallCap-selskaber, har det været en guldrandet investering.
Det er lige før, at man skal dukke sig, når man træder ind ad døren hos plastvirksomheden SP Group i Juelsminde. Uanset hvor man kigger hen, står der en robot og svinger rundt med plastemner. Et godt bevis på, at man kan producere i Danmark, hvis der investeres klogt.
Der er fart på robotarmene, og det samme er der på selskabets direktør Frank Gad. Man skal nærmest småløbe bag ham for at følge med i en sand tour de force gennem produktionen:
»Den her producerer staldvinduer i plast og den her de små hjul, der sidder inde i en vandmåler og den her dele til varmepumper og den her.... Er du med?«
SP Group producerer plast til snart sagt ethvert formål. Kunderne spreder sig fra medicinalindustrien over dele til byggeindustrien og til vindmøller. Og alt det ind i mellem. Almindelig plast, hård plast, sprøjtestøbt plast. Plast til gulve og plast som lægerne bruger, når der skal reddes liv.
Jeg troede, at vi ansatte en kirurg, da Frank Gad blev ansat i november 2004. Noget med at skære virksomheden til. Det kunne han også. Men det som har imponeret mig mest, er hans evne til at motivere folk.
Koncernen har datterselskaber i ni lande på fire kontinenter og beskæftiger 1.500 ansatte. Heraf de 500 i Danmark. Sidste år nåede omsætningen godt 1,3 mia. kr. med et driftsoverskud på 163 mio. kr.
»Grunden til, at vi har klaret os godt, er, at vi har nogle fantastiske kunder, som har klaret sig rigtigt godt. Vi har været heldige at være med på den rejse, de har foretaget,« siger administrerende direktør og aktionær Frank Gad fra SP Group.
Han kom til SP Group i 2004, da virksomheden var i svære økonomiske problemer. Regnskabet viste et underskud på 34 mio. kr. efter skat. Derfor hentede bestyrelsesformand Niels Kristian Agner den tidligere APM og FLS-direktør ind for at vende udviklingen.
»Jeg troede, at vi ansatte en kirurg, da Frank Gad blev ansat i november 2004. Noget med at skære virksomheden til. Det kunne han også. Men det, som har imponeret mig mest, er hans evne til at motivere folk. Så det blev ikke et blodbad. Mange af de ledende folk fra den gang er her stadig,« siger Niels Kristian Agner.
SP Group er ganske rigtigt ikke i rampelyset, måske lidt underspillet. Desværre uden at aktiemarkedet har fået det ind på radaren.
Og Frank Gad selv var ikke i tvivl om, at det kunne lykkes at vende udviklingen. Heller ikke selv om han kom fra store organisationer som A.P. Møller - Mærsk og FLSmidth.
»Jeg havde prøvet en virksomhed af nogenlunde samme størrelse før, da jeg var adm. direktør for Mærsk Containerindustri i Tinglev. Den havde også omkring 600 medarbejdere. Det lykkedes os at lave et lille overskud i 2005 i SP Group og forbedre resultaterne frem til finanskrisen. Og siden krisen er det fortsat med at gå godt,« siger Frank Gad.
Bortset fra et par hårde år under finanskrisen, er det kun gået én vej for SP Group: Fremad. Og som aktionærernes kontrollant, kan Niels Kristian Agner kun være tilfreds med sit og bestyrelsens valg af direktør.
Kursudviklingen for SP Group er gået under radaren for de fleste, men siden 2009 er SP Group en af de aktier, der har klaret sig allerbedst på fondsbørsen.
Som jeg ser det, så handler det mere om at fastholde produktionen i Danmark. Derfor investerer vi massivt i robotter i Danmark. Og derfor har vi også stadig over 500 medarbejdere i Danmark
Hvis man købte en aktie i SP Group i marts 2009 kunne den erhverves for 28 kr. I dag koster aktien tæt på 700 kr. Blandt de noterede selskaber på fondsbørsen overgås den eksplosive kursudvikling kun af Royal Unibrew.
»Vi er en stærkt fokuseret virksomhed, der koncentrerer os om at producere plast- og overfladeløsninger for kunderne. Det sker i tæt samarbejde med kunderne. Når vi er geografisk spredt er det udelukkende for at være tæt på vores kunder. Vi er underleverandører, og derfor skal vi hele tiden være omkostningsbevidste og samtidig kunne levere høj kvalitet,« siger Frank Gad.
Som andre af de såkaldte SmallCap-virksomheder er der ikke stor dækning af aktien blandt banker og finanshuse. Heller ikke selv om SP Group efterhånden har en markedsværdi, der har rundet 1,5 mia. kr. Dermed er selskabet på nippet til at rykke et indeks op fra SmallCap til MidCap.
»Det er jo ikke sexet, det de laver, men de gør det stille og roligt og bedre år for år. SP Group er ganske rigtigt ikke i rampelyset, måske lidt underspillet. Desværre uden at aktiemarkedet har fået det ind på radaren. De skal nok pludselig komme i fokus. Jeg tror, at en væsentlig udfordring er, at rollen som underleverandør er vanskelig, da alle kunderne fokuserer stærkt på besparelser. Og så presser de næste led,« siger direktør Peter Falk-Sørensen fra Dansk Aktie Analyse.
Når man færdes på fabrikken har medarbejderne et afslappet forhold til robotterne. Dels har robotterne fjernet nogle meget krævende og fysisk belastende arbejdsopgaver, og dels er det på grund af robotterne, at arbejdspladserne stadig er i Danmark.
Og de danske arbejdspladser er hele tiden i konkurrence med arbejdspladser andre steder i verden. Eksempelvis har SP Group også produktion i Polen, Letland, Kina, Slovakiet, USA og Brasilien. Også på flere af disse produktionssteder bruges der robotter.
Der tales i nogle kredse om, at man kan hente mere produktion hjem til Danmark. At man lige frem kan markedsføre sig med »Made in Denmark«.
»Jeg håber, at de får ret. Som jeg ser det, så handler det mere om at fastholde produktionen i Danmark. Derfor investerer vi massivt i robotter i Danmark. Og derfor har vi også stadig over 500 medarbejdere i Danmark. Det er vi stolte af. De 25 af dem er endda lærlinge og elever, så vi gør en stor indsats for at tiltrække unge til vores industri,« siger Frank Gad og fortsætter:
»Noget kan vi effektivisere os ud af ved at investere i robotter. Andet må vi effektivisere os ud af gennem uddannelse og ved at finde steder, hvor omkostningerne er lavere end i Danmark. Det er jo tankevækkende, at et stort flertal af danske politikere har besluttet, at vi skal have verdens højeste skattetryk. Og så længe de alle sammen tilsyneladende er enige om det, går væksten uden om Danmark.«
Frank Gad er aldrig gået af vejen for et rask slagsmål og er kendt for at sige sin mening. Også om andet end politik. Senest har han markeret sig i debatten om Nykredit, hvor han satte spørgsmålstegn ved den kommende børsnotering og især begrundelserne for den.
Det skete som medlem af Nykredits repræsentantskab. Frank Gad var åbenlys uenig med ledelsen i Nykredit, og han har siden taget konsekvensen og er trådt ud af repræsentantskabet. Også den side af SP Groups direktør kender bestyrelsesformanden særdeles godt.
»Jeg tænkte da på, om hans indlæg mod Nykredit kunne skade SP Group. Men det har det ikke gjort. De er sikkert ikke enige med ham i Nykredit, men det er der til gengæld mange andre uden for kreditforeningen, der er. Men på det punkt er han nok en lidt atypisk direktør. Han er ikke bange for at sige sin mening og tage et rask slagsmål om det,« siger Niels Kristian Agner.
Der er da heller ingen tvivl om, at Frank Gads interesser flugter 1:1 med aktionærernes. Relativt hurtigt efter han kom til SP Group, købte han aktier i selskabet, og i dag er han den næststørste aktionær med 17,2 pct. Det overgås kun af Schur Finance, der sidder på 22,9 pct. af aktierne.
»Jeg begyndte at købe aktier, efter jeg overbeviste mig selv om, at der var en god fremtid for SP Group. Jeg har løbende købt op både før og efter finanskrisen. Det ser jeg nu ikke som noget overraskende. Der er mange af mine kolleger, der har købt aktier i de virksomheder, de leder. Det samme gælder for vores bestyrelse,« siger Frank Gad.
Synes du ikke, at det er et godt signal at sende. At direktøren og bestyrelsen tror så meget på selskabet, at de investerer deres egne penge?
»Jo. Men dem, der i sidste ende skal vurdere om det er et godt signal, er investorerne.«