Fortsæt til indhold

Tysk discountgigant opruster massivt i København

Lidl vil mere end tredoble antallet af butikker i hovedstaden. Den tyskejede kæde åbner i Fisketorvet til oktober og i næste uge på Nørrebro.

Erhverv

Lidl satser massivt på at kapre kunder i København. Det skal ske ved at åbne masser af nye butikker. Ambitionen er at nå op på mellem 60 og 90 butikker i løbet af en kort årrække.

»Vi har store ambitioner i Storkøbenhavn, hvor vi er underrepræsenterede. Målet er at tre- eller firdoble antallet af butikker. Koncentrationen af mennesker er tæt, og derfor er potentialet stort,« siger Mads T. Nielsen, udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl Danmark.

Målet er at tre- eller firdoble antallet af butikker.
Mads T. Nielsen, udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl Danmark.

Lidl har i øjeblikket 20 butikker i København, og Mads T. Nielsen erkender, at konkurrenterne har et stort forspring. Netto har førertrøjen i København, og de øvrige discountkæder vil også gerne være større i hovedstaden.

»Vi har ansat flere udviklere for at finde gode placeringer i København. Vi tror på, at det er fuldt ud muligt at nå vores mål i løbet af en kort årrække,« siger Mads T. Nielsen.

Lidl har netop indgået aftale med Fisketorvet om at åbne en butik på 1250 kvm i shoppingcentret. Det sker til oktober.

Lidl har længe været på udkig efter en placering i området, hvor der er stor vækst med nye boliger i Havneholmen og Sydhavnen. Det betyder mange nye beboere og dermed potentielle kunder.

»Beliggenheden har vi haft i kikkerten længe. Netop omkring Fisketorvet bor der rigtigt mange mennesker, som jeg er sikker på vil værdsætte vores store vareudbud,« siger Mads T. Nielsen.

Netop omkring Fisketorvet bor der rigtigt mange mennesker, som jeg er sikker på vil værdsætte vores store vareudbud
Mads T. Nielsen, udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl Danmark.

I næste uge åbner Lidl en butik på Nørrebro, og det bliver en af kædens mindste på 823 kvm.

»Det er en mindre butik, men den er alligevel større end konkurrenternes i samme område,« siger Mads T. Nielsen.

Lidl havde håbet på, at den nye planlov ville give plads til butikker på op til 2.000 kvm. I stedet blev grænsen fasthold på 1.200 kvm. Det bremser dog ikke ambitionerne hos kæden.

»Sådan er demokratiets vilkår, og det får os ikke til at slække på vores vækstplaner,« siger Mads T. Nielsen.

Han fremhæver, at Lidl oplever et stigende salg i hele Danmark. Den tyske discountkæde har netop udvidet antallet af danske varer med flere lokalt producerede produkter.

Artiklens emner
Lidl