Fortsæt til indhold

Skandaliseret dækvirksomhed slår gigantisk hul i jorden med underskud på en halv mia. kr.

Genans egenkapital er mere end væk efter gigantisk underskud i 2015.

Erhverv

Den skandaliserede dækvirksomhed Genan er igen i alvorlige vanskeligheder, efter at firmaet kom ud af 2015 med et gigantisk underskud på 479 mio. kr.

Det fremgår af virksomhedens netop offentliggjorte regnskab.

Ifølge regnskabet er det bl.a. et fald i de globale råvarepriser, der fuldstændig har ændret forudsætningerne for virksomhedens fremtidige drift. Derfor har det bl.a. været nødvendigt at nedskrive værdien af en række aktiver, herunder Genans fabrikker, der alene er blevet nedskrevet med 356 mio. kr.

Situationen er så alvorlig, at Genan har brug for endnu en rekonstruktion af virksomhedens økonomi. Ifølge regnskabet er Genans ejer, PKA, nået til enighed med bankerne om en plan, der vil forbedre egenkapitalen med 600 mio. kr.

Det er stærkt nødvendigt, da egenkapitalen efter det seneste underskud er negativ med 269 mio. kr.

Rekonstruktionen er dog betinget af, at de tyske skattemyndigheder accepterer en skattefri gældseftergivelse, og det tilsagn har Genan endnu ikke fået.

På trods af det kedelige resultat fastholder ledelsen, at fremtiden tegner lys:

»Der er ingen tvivl om, at Genan har et meget stort forretningspotentiale – både i Europa, i USA og i andre dele af verden. Bæredygtighed og recycling vinder større og større udbredelse, og tiden arbejder for vores produkter,« siger direktør Poul Steen Rasmussen.

Genan udviklede sig i 2014 og 2015 til en af de største erhvervsskandaler i mange år, da PKA beskyldte stifter Bent A. Nielsen for at have manipuleret regnskaberne med interne handler.

PKA, der er pensionskasse for bl.a. sygeplejersker og socialrådgivere, havde investeret over 1 mia. kr. i dækvirksomheden, og da skandalen åbenbarede sig, overtog pensionskassen hele virksomheden fra Bent A. Nielsen.

Firmaets bankforbindelser har ligeledes tabt over en mia. kr. på Genan, og virksomhedens revisor, Deloitte, betalte danmarkshistoriens største revisorerstatning på omkring en halv mia. kr. på grund af sin rolle i sagen.

Artiklens emner
Genan
PKA