Ukendt vestjyde ejer fastfoodkæmpe: Satser på nye restauranter
Sunset Boulevard tjener endelig penge og gør klar til at åbne nye restauranter over hele landet.
Landets næststørste fastfoodkæde er igen gået i offensiven efter en årrække med underskud og oprydning.
Sunset Boulevard, der er ejet af den vestjyske erhvervsmand Jeppe Droob, åbner adskillige restauranter rundt om i landet og ombygger sine eksisterende restauranter.
Det fortæller adm. direktør Kristian Scheef Madsen, der netop har lukket regnskabet for 2015 med det første overskud i fire år.
»Vi oplever fremgang, men stræber altid efter at udvikle forretningen. Markedet for fastfood er i vækst, men der er mange om buddet. Derfor skal vi holde vores restauranter skarpe,« siger Kristian Scheef Madsen.
Den første Sunset Boulevard åbnede i Odense i 1986. Kort efter fulgte restaurant nummer to i hjembyen Esbjerg, og i dag har sandwichkæden bredt sig til 45 steder landet over.
Bag kulisserne står ejer og næstformand Jeppe Droob, der kun sjældent udtaler sig offentligt. Han er del af en vestjysk familie, der med godt købmandskab og en næse for handel med værdipapirer har opbygget en formue på over en mia. kr.
På nuværende tidspunkt kigger vi på at åbne omkring 10 nye restauranter. Ved halvdelen er lejeaftalen allerede underskrevet.Kristian Scheef Madsen, adm. direktør i Sunset Boulevard.
Jeppe Droob er eneejer af Danske Koncept Restauranter A/S, der ejer Sunset Boulevard. De senere år har restaurantkæden kæmpet med underskud, men formåede i fjor at løfte indtjeningen, så der nu er sorte tal på bundlinjen.
Det kommer der også i 2016, forsikrer Kristian Scheef Madsen. Han vil skrue op for ekspansionen.
»På nuværende tidspunkt kigger vi på at åbne omkring 10 nye restauranter. Ved halvdelen er lejeaftalen allerede underskrevet. Vi udvider over hele landet, men det er primært i Storkøbenhavn, at vi føler os underrepræsenteret,« siger direktøren.
Sunset Boulevard har over 20.000 kunder igennem sine restauranter dagligt. Udover at ombygge og udvide er menuen i restauranterne blevet ændret. Fra at fokusere på sandwicher står burgere i dag for en større del af omsætningen.
Det hvide brød er forsvundet, og der bliver bl.a. brugt kød fra herefordkvæg.
»Vi kigger hele tiden på, om det, vi sælger til kunderne, er godt nok – og om vi kan udvikle på det. Det er for maden, at folk skal vælge os. Når jeg ser på, hvad vi tilbyder, synes jeg, at vi skiller os ud,« siger Kristian Scheef Madsen.

