Fortsæt til indhold

Ærkerival angriber Novos guldhåb

Det franske medicinalselskab Sanofi vil ikke ligge under for Novo Nordisks påstande og skyder nu med skarpt på det danske medicinalflagskib.

Riccardo Perfetti. Ansvarlig for diabetesforskning i Sanofi-Aventis. Sanofi er Novo Nordisks største konkurrent.
Erhverv

Novo Nordisk bliver nu udsat for et sjældent angreb fra et af det danske selskabs største konkurrenter, det franske medicinalselskab Sanofi.

Det er nemlig ifølge Sanofi på ingen måde rigtigt, når det danske medicinalselskab hævder, at diabetesmidlet Tresiba er det bedste i sin klasse. Bl.a. har Lars Rebien Sørensen, adm. direktør i Novo Nordisk, tidligere om Tresiba sagt, at det er »(...) et overlegent produkt i forhold til Lantus.«

»Jeg mener ikke, at påstanden om, at Tresiba er overlegen, er bakket op af videnskab. Det er en markedsføringspåstand, som ikke er bakket op af nogen beviser,« siger Riccardo Perfetti, Vicepræsident i Sanofis Global Medical Affairs Diabetesafdeling, i et interview med Finans.

Sanofi har over de sidste mange år domineret det lukrative og enorme milliardmarked for basalinsulin med lægemidlet Lantus, der i 2015 solgte for næsten 48 mia. kr. på globalt plan.

En basalinsulin er en insulin, der lægger bunden over dagen for diabetikeren. Novo Nordisk har i årevis haltet bagefter med lægemidlet Levemir, som aldrig har været i nærheden af at kunne tage kampen op med Lantus.

Jeg tror, man skal lade omverdenen bedømme, hvilke virksomheder der laver god videnskab og dermed virkelig videnskabelige studier,
Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk.

Tresiba er derfor en af grundpillerne i Novo Nordisks ambition om at spille den franske konkurrent af banen og sikre sig verdensherredømmet.

Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk, tager køligt imod udfaldet fra Sanofi.

»Jeg tror, man skal lade omverdenen bedømme, hvilke virksomheder der laver god videnskab og dermed virkelig videnskabelige studier. Der tror jeg, at en omverdensbedømmelse vil pege i retning af Novo Nordisk. Ellers er det jo nemt bare at kaste mudder på hinanden,« siger han.

De to selskaber befinder sig for tiden i en hård kamp i særligt USA, hvor de magtfulde storkunder som følge af bl.a. en række fusioner har kunnet presse medicinalselskaberne på prisen.

Tresiba er omkring 20 pct. dyrere end Lantus, hvilket hviler på, at Tresiba ifølge Novo Nordisk er markant bedre end Lantus. Derfor rammer Sanofis angreb et kritisk punkt, nemlig dokumentationen for Tresibas kvaliteter.

De kommende år vil vise, hvem der har ret. Når alt kommer til alt, er det nemlig salgstallene, der afgør, hvilke lægemidler der er de bedste.

Artiklens emner
Tresiba
Sanofi