Fortsæt til indhold

Hver fjerde fik ikke ferieønsket opfyldt

For 3 ud af 5 danskere i job er det arbejdsgiveren, som bestemmer ferieperioden. Hver femte må holde ferie uden deres partner.

Erhverv

Tusindvis af danske medarbejdere må undvære kæresten eller ægtefællen på ferie.

Det er nemlig en stor del af danskerne i job, som ikke får deres ønske om ferieperiode opfyldt. Det viser en sommerferieanalyse, som Deloitte har udarbejdet.

Hele 28 pct. af medarbejderne oplyser, at de ikke har fået opfyldt der ønske for ferien.

»For mange betyder det en sommerferie uden deres partner,« siger Peter Mølkjær, partner og forbrugerekspert i Deloitte.

For mange betyder det en sommerferie uden deres partner.
Peter Mølkjær, partner og forbrugerekspert i Deloitte.

Han tilføjer, at ferieplanlægningen på jobbet virkelig er noget, som sætter sindene i kog.

»Ikke bare skal man få vagtplanen til at gå op. Man skal også tage hensyn til folks personlige ønsker og familiemæssige situation. Det er et kæmpe puslespil, der aldrig helt går op,« siger Peter Mølkjær.

Det er et kæmpe puslespil, der aldrig helt går op
Peter Mølkjær, partner og forbrugerekspert i Deloitte.

Undersøgelsen viser, at 25 pct. kun fik lov at holde ferie i en del af den ønskede periode, mens 3 ikke fik deres ønske opfyldt overhovedet.

»Tæt på hver femte medarbejder må i år holde ferie forskudt af deres partner, og der er en mindre gruppe, som ikke får set deres partner overhovedet. Det er selvfølgelig vildt frustrerende, men sådan er vilkårene på arbejdsmarkedet,« konstaterer Peter Mølkjær.

Epinion har for Deloitte interviewet et repræsentativt udvalg af 899 danskere med arbejde om deres forhold omkring ferie.

59 pct. oplyser, at det er deres arbejdsgiver, der bestemmer, hvornår de holder ferie.

Der er mange jobs, hvor der er givet, at man holder ferie i en bestemt periode, f. eks. på grund af skoleferie eller hvis arbejdspladsen holder lukket.

»Men de fleste steder handler det om, at man er nødt til at sikre en vis bemanding for at få tingene til at køre. Det gælder typisk på fabrikker, i sundhedsvæsnet samt i detailhandlen,« siger Peter Mølkjær.