Fortsæt til indhold

Producenter har kurs mod blodig kamp i den britiske byggesektor

Eksporten af byggematerialer til Storbritannien risikerer at dykke, efter at landet sagde nej til EU. De danske producenters konkurrenceevne falder, og der stigende kamp om et faldende marked.

Erhverv

Danske producenter af beton, vinduer og andre byggematerialer risikerer at miste ordrer fra Storbritannien. Brexit giver usikkerhed, og det kan ramme investeringer i byggeprojekter hårdt.

»Op til valget er mange investeringer i byggeri gået i stå i Storbritannien. Der har været stor usikkerhed, og så tør man f.eks. ikke investere i en ny stor fabrik. Nej’et til EU gør usikkerhedsperioden endnu længere, og det vil reducere væksten i investeringer markant,« siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri - DI.

Også ifølge Jørgen Lund Lavesen, adm. direktør i kreditforsikringsselskabet Atradius, kan den danske byggematerialesektor blive ramt:

»Overordnet maner vi til besindighed efter brexit. Men nogle danske virksomheder vil blive påvirket, og det kunne være inden for byggematerialer. Der så vi allerede op til afstemningen en negativ indvirkning af uvisheden, som nok vil fortsætte.«

I 2015 lå den danske byggevareeksport til Storbritannien ifølge tal fra Danmarks Statistik på 2,6 mia. kr., mens den året før lå på 3,7 mia. kr. Der er altså tale om et fald på 30 pct. på et enkelt år.

»Virksomheder, som har Storbritannien som et vigtigt marked, kan blive hårdt ramt af brexit. De vil formentlig opleve lavere efterspørgsel, da usikkerheden hæmmer byggeaktiviteten, samtidig med at deres konkurrenceevne forringes af svækkelsen af pundet,« siger Allan Sørensen og uddyber:

»Vi kommer til at opleve, at vi får en forringet konkurrenceevne på det britiske marked som følge af, at vores varer bliver dyrere for briterne at købe i forhold til lokale, britiske producenter.«

En skærpet konkurrence om et mindre marked kan få konsekvenser for byggematerialegiganter som eksempelvis Velux, der producerer ovenlysvinduer, Rockwool International A/S og porebeton-producenten H+H International A/S .

H+H-topchef, Michael T. Andersen, ser ikke nogen snarlig ændring i ordrevolumen, fordi producentens større kunder i landet siger, at der ikke er noget, der har ændret sig markant på kort sigt.

»Derfor foretager vi ikke noget lige nu. Vi afventer og ser, hvordan det kommer til at influere på makroøkonomien på lidt længere sigt. Det er selvfølgelig uheldigt for os, hvis efterspørgslen på vores produkter falder. Det kan have indflydelse på bl.a. pris,« siger han.

I 2015 udgjorde det britiske marked 49 pct. af H+H's omsætning, og ifølge Michael T. Andersen er efterspørgslen stor:

»Vi er i en lidt speciel situation i England, fordi den efterspørgsel, der er lige nu på netop vores produkt, er højere end den kapacitet, der er i markedet. Det er godt for vores virksomhed og betyder, at vi stadigvæk kan have en god kapacitetsudnyttelse på vores marked, selvom det falder.«

Faldet i valutakursen for pundet kan få en mindre effekt på resultatet i den danske koncern, fortæller topchefen, som påpeger, at effekten vil være begrænset, da virksomheden har produktion i Storbritannien, ligesom omkostninger forbundet med den britiske del af forretningen er i pund.

Velux har tidligere meldt ud, at man frygtede et britisk exit fra EU, mens Rockwool har valgt at være helt tavs i debatten. Til Børsen sagde Velux' adm. direktør, Jørgen Tang-Jensen, forud for valget, at et nej kunne blive et voldsomt slag for selskabet:

»Hvis Storbritannien melder sig ud, vil stort set alle borgere i EU blive nervøse og tænke: Hvad nu? I det øjeblik, den usikkerhed rammer folks hoveder, så kan jeg love dig, at de ikke begynder at bygge nye huse eller renovere, for det kan sagtens vente et år eller to. Så går vores forretning ned, og vi skal til at fyre folk.«

Hos Inwido Denmark, som producerer vinduer og døre, er adm. direktør, Asger Drewes Jørgensen, ikke gået i panik endnu over, at Storbritannien forlader EU.

»Det er for tidligt at trække på skuldrene og sige, at resultatet af afstemningen ikke betyder noget, men det er også for tidligt at gå i panik og sige, at det er "the end of the world",« siger han.

Virksomheden er primært på det danske marked og har kun en lille smule eksport til Irland, så det ville være en nedgang i den generelle europæiske økonomi, der ville kunne få konsekvenser.

»Der er uro på markederne lige nu, og det påvirker forbrugerne, men vi må afvente og se, om der ikke kommer mere ro på i løbet af de næste par uger. Jeg tror, at det britiske farvel til EU kommer til at betyde noget for vores forretning, men det er for tidligt at vurdere, hvor store konsekvenserne bliver,« siger Asger Drewes Jørgensen.

I Storbritannien har flere aktører i byggesektoren op til valget advaret mod brexit. Bl.a. har husbygger-giganten Chrest Nicholsons topchef, Stephen Stone, ifølge The Guardian sagt, at brexit vil disrupte importen af byggematerialer. Et farvel til EU skader ifølge ham nemlig både importen af byggevarer og strømmen af udenlandske arbejdere. Spådommen er, at det vil sænke byggeaktiviteten og forværre den britiske mangel på boliger.

Artiklens emner
H+H International
DI