Fortsæt til indhold

Endnu et regnskab fra Hesalight er blevet slagtet: 100 mio. kr. er forsvundet fra bundlinjen

Der er ikke længere helt så meget komet over den tidligere udråbte lampekomet, Hesalight, efter at virksomheden er blevet pålagt at ændre sine regnskaber.

Hesalight har været fremstillet som et dansk vækstmirakel, men væksten er falmet kraftigt, efter at Erhvervsstyrelsen pålagde virksomheden at ændre sine regnskabsprincipper. Foto: Katrine Marie Kragh
Erhverv

Hesalight har fået slagtet endnu et regnskab, efter at Erhvervsstyrelsen pålagde LED-specialisten at ændre sine regnskabsprincipper.

Virksomheden har netop indsendt et revideret regnskab for 2015 på baggrund af styrelsens krav, og det viser, at næsten 100 mio. kr. er forsvundet på bundlinjen.

Oprindeligt havde Hesalight afleveret et 2015-regnskab med et resultat efter skat på 98 mio. kr., men i det reviderede regnskab lyder bundlinjen på knap 1,7 mio. kr.

Samtidig er egenkapitalen barberet ned fra de oprindelige 155 mio. kr. til -23 mio. kr.

Ifølge regnskabet skal der dog være realiseret et så stort overskud i første kvartal 2016, at egenkapitalen nu igen er positiv.

Det reviderede 2015-regnskab kommer, efter at selskabet tidligere på måneden offentliggjorde et nyt og ændret regnskab for andet halvår 2014 på baggrund af Erhvervsstyrelsens afgørelse.

Da dykkede overskuddet med omkring 40 mio. kr., og de ændrede regnskaber stiller Hesalight i et noget andet lys, efter at virksomheden har været fremstillet som et vækstmirakel med enorme overskud.

Hesalight sælger blandt andet gadebelysning, og hele konceptet er baseret på, at kunderne først betaler i takt med, at strømbesparelserne slår igennem.

Hesalight har dog indtægtsført det hele up front, og det var den metode, som Erhvervsstyrelsen skred ind over for i maj.

Selskabets stifter og direktør Lars Nørholt fastholder dog, at der blot er tale om periodeforskydninger, og han forventer, at virksomhedens driftsindtjening overstiger 200 mio. kr. i 2016.

»Tallene dokumenterer, at Erhvervsstyrelsens påbud forventeligt påvirkede resultatet for 2014 og 2015 i negativ retning. Vi kan ikke omgøre dispositioner fra de år, men lægger vægt på, at selskabet er profitabelt, har en fortsat stor ordretilgang og i dag til fulde overholder alle forpligtelser,« udtaler han i en pressemeddelelse.

Hesalight har lånt 585 mio. kr. af blandt andre Pensam, Pensiondanmark og Danske Capital. De mødes tirsdag kl. 13.00 for at drøfte situationen.

Artiklens emner
Hesalight-sagen
Hesalight