Fortsæt til indhold

Pengene vælter ind til pensioneret tøjmilliardær

Den 71-årige Harald Holstein skabte sammen med sin bror en milliardsucces, der i dag kæmper for livet.

Erhverv

Millionerne ruller ind på kontoen hos den pensionerede tøjmilliardær Harald Holstein Holsteinborg, der sammen med sin bror solgte tøjkæden Noa Noa i 2007.

Gennem sit private holdingselskab, Holles Holding, tjente Harald Holstein i fjor knap 45 mio. kr. efter skat og trak hele molevitten ud i udbytte til sig selv. Det fremgår af selskabets nyeste regnskab.

Dermed har Noa Noa-stifteren scoret en kvart mia. kr. i udbytte over de seneste syv år. Størstedelen af hans formue er placeret i værdipapirer. Egenkapitalen i hans selskab er på over en mia. kr.

»Årets resultat anses for tilfredsstillende og i overensstemmelse med ledelsens forventning,« lyder det i regnskabet.

0

Harald Holstein stiftede Noa Noa i 1981 og fik siden sin lillebror, Lars Holstein Holsteinborg, med til at styre finanserne i virksomheden. Sammen gjorde de Noa Noa til et milliardforetagende med flere end 160 butikker i 22 lande.

Den helt store gevinst fik brødrene i 2007, da kapitalfonden Axcel betalte 800 mio. kr. for deres livsværk. Det skulle vise sig at blive en frygtelig investering.

Efter en række millionunderskud valgte Axcel i 2014 at sælge Noa Noa videre til Christian Riisberg og Gustaf Öhrn, der er adm. direktør i sportskæden Stadium.

De nye ejere har sat gang i en omfattende turnaround, der skal vende de senere års negative resultater. Indtil videre uden succes.

Tværtimod kom Noa Noa, der afsætter sit modetøj gennem både egne butikker og forhandlere, ud af 2015 med et rekordstort underskud på 49 mio. kr. Omsætningen faldt med 100 mio. kr., og der måtte eftergives gæld for at sikre egenkapitalen.

Heller ikke de to Holstein-brødre har haft uanet succes siden salget af Noa Noa. I årene efter finanskrisen led Harald Holstein et tab på næsten 300 mio. kr. i sit holdingselskab. Lars Holstein måtte også indkassere millionunderskud i sin private pengetank, Manner Holding.

De senere år har Harald Holstein imidlertid kun haft grund til at smile. Samlet har han tjent godt 400 mio. kr. på sine investeringer siden 2009.

Artiklens emner
Noa Noa