Reality-søskende i økonomisk kaos: Revisor dumper regnskab
Hård revisorkritik af tre Wichmann-søskendes nyeste regnskab. De har bl.a. ikke betalt skat af deres løn.
Søskendetrioen Joachim, Adam og Amalie Wichmann, der står bag modefirmaet Forrest & Bob, er i store økonomiske problemer.
I en tv-serie på Kanal 4 kan man ellers følge deres søde liv i Hollywood med stjernestøv og røde løbere. Men bag kulisserne siver pengene ud af deres virksomhed i alarmerende fart.
Så grelt står det til, at revisoren har dumpet det nyeste regnskab for Forrest & Bob ApS, der producerer og sælger tøj, ure og smykker.
Revisoren konkluderer, at Forrest & Bob har tabt sin kapital og kun kan overleve, hvis »de nuværende kreditfaciliteter fortsat stilles til rådighed af kapitalejer og nærtstående part.«
»Der er pt. ingen afklaring af selskabets nuværende eller fremtidige situation,« skriver revisoren, der mener, at årsregnskabet ikke giver et retvisende billede af virksomhedens økonomiske situation.
»Det er vores opfattelse, at generalforsamlingen ikke bør godkende årsrapporten,« fastslår revisoren.
Forrest & Bob er ejet af de tre Wichmann-søskende og deres far, Ole Wichmann. Sammen bor Joachim, Adam og Amalie Wichmann i Los Angeles, USA, hvor de forsøger at slå igennem med deres modemærke.
Selskabets ledelse har i 2015 deltaget i en reality-serie på dansk tv, men den ønskede branding- og salgseffekt er ikke blevet som ønsket.Ledelsen i Forrest & Bob.
Det nye regnskab for 2015 viser et underskud på 360.000 kr. Hvad værre er, at egenkapitalen, altså selve formuen i selskabet, er på minus 6,2 mio. kr.
»Selskabets ledelse har i 2015 deltaget i en reality-serie på dansk tv, men den ønskede branding- og salgseffekt er ikke blevet som ønsket,« skriver de tre Wichmann-søskende i regnskabet.
Sammen har de delt cirka 100.000 kr. i løn over året og trukket yderligere 100.000 kr. ud i udbyttte. Også her har revisoren alvorlige kritikpunkter.
»Selskabet har i strid med skattelovgivningen ikke løbende indberettet løn og indeholdt A-skat og AM-bidrag af udbetalt løn til selskabets ledelse. Forholdet kan være ansvarspådragende for selskabets ledelse,« skriver revisoren.
Et tilbageblik på regnskaberne i Forrest & Bob afslører, at de er spækket med revisoranmærkninger og forbehold. Et lyspunkt i det nye regnskab er, at selskabet har indfriet al sin gæld til danske pengeinstitutter.
Således er en gældspost på 3,7 mio. kr. forsvundet.
Til gengæld har de tre søskende en uforrentet gældsforpligtelse på 7,4 mio. kr. til »kapitalejer og nærtstående part,« fremgår det.
Joachim, Adam og Amalie Wichmann stiftede Forrest & Bob omkring 2010.

