Fortsæt til indhold

Verdens næstrigeste person taber millioner i Danmark

Nyt millionunderskud i tøjkæden Zara, der har en mystisk rigmand som ejer.

Erhverv

Han har opbygget verdens største tekstilkoncern fra bunden og er den næstrigeste person på kloden med en anslået formue på 470 mia. kr.

Men den spanske tøjbaron Amancio Ortega har en smule svært ved at tjene penge på sine danske kunder.

For andet år i træk er den danske del af tøjkæden Zara, der er en del af Amancio Ortegas tøjkoncern Inditex Group, kommet ud med underskud.

Regnskabet for 2015 viser et minus på 2,7 mio. kr. - cirka lige så meget som året før.

Den spanske modekæde offentliggør ikke tal for sin omsætning, men noget tyder på, at der bliver langet rigelige mængder tøj over disken. I hvert fald er bruttofortjenesten i Zaras danske forretning steget fra 21 mio. kr. til 53 mio. kr.

På samme tid er udgifterne til løn og personale fordoblet. Det skyldes bl.a., at man i april åbnede sin første danske butik uden for hovedstadsområdet. Det skete i Rosengårdcentret i Odense.

Samlet set er medarbejderstaben i Zara Danmark A/S øget fra 72 til 135. En så massiv oprustning - kombineret med en afskrivning på 10 mio. kr. - betyder, at bundlinjen bliver trukket i rødt.

»Selskabet forventer et stigende overskud på linje med butikkernes vækst,« skriver Zara-ledelsen om forventningerne til indeværende regnskabsår.

Amancio Ortega åbnede sin første Zara-butik som 39-årig. Han har siden udvidet med en række mærker, der alle hører under Inditex Group med næsten 7.000 butikker verden over.

Den 80-årige milliardær er kendt for at vogte frygtløst om sit privatliv og har ifølge Bloomberg kun givet interviews til tre journalister i sin levetid. Han bor i den spanske by La Coruna med sin kone Flora i et diskret lejlighedskompleks.

Herhjemme åbnede den første Zara-butik i 2000 på Vimmelskaftet i København. Gennem årene har Zara åbnet og lukket adskillige butikker og råder i dag over tre i København og en i Odense.

Samlet set har Zara-kæden tabt 123 mio. kr., siden den gik ind i Danmark.

På verdensplan omsætter Zara-butikkerne for over 100 mia. kr. – godt fem gange mere end den danske tøjkæmpe Bestseller.

Artiklens emner
Inditex
Amancio Ortega