Fortsæt til indhold

BMW og Intel vil samarbejde om førerløse biler

Også den israelske softwarevirksomhed Mobileye skal hjælpe bilproducenten.

Erhverv

Den tyske bilproducent BMW henter forstærkning udefra for at udvikle selvkørende biler.

Ekspertisen kommer fra den amerikanske chipproducent Intel og den israelske softwarevirksomhed Mobileye. Chefer fra de tre virksomheder, Harald Krüger (BMW), Brian Krzanich (Intel) og Amnon Shashua (Mobieleye), vil ifølge flere tyske medier fortælle nærmere om samarbejdet på et fælles pressemøde fredag.

Udviklingen af førerløse biler er i disse år et fokusområde for den både den tyske bilkoncern med hjemsted i München og for alle andre bilproducenter.

Tilbage i april præsenterede koncernen sit "Projekt i Next". Det skete i forbindelse med fejringen af bilkoncernens første 100 år, og det handler om bilkoncernens bud på, hvad fremtiden vil bringe.

Læs mere om projektet her

Her vil det i langt højere grad handle om mobilitet, opkobling på nettet og selvkørende biler, så man som passager - og fører - kan fokusere på andet end blot køreturen.

Selve bilen vil blive mindre vigtig. Derimod vil det i højere grad handle om at kunne tilbyde brugerne det transportmiddel, der bedst muligt klarer at transportere folk fra et sted til et andet.

Og her kommer Mobileye ind i billedet som leverandør af software, der ved hjælp af kameraer og sensorer kan overtage styringen af bilen. Den israelske virksomhed samarbejder også med andre bilkoncerner - blandt dem Volkswagen.

BMW's direkte konkurrenter - Audi og Mercedes - samarbejder på tilsvarende vis med bl.a. Google om selvkørende biler.

De førerløse biler er endnu på udviklingsstadiet, men i bilbranchen vurderes det, at de vil komme ud på vejene i løbet at det kommende 10-år.

Ifølge BMW vil det til den tid handle om, at softwaren bliver langt mere brugervenlig og intelligent, så den lærer at tilpasse sig efter brugernes behov.

Artiklens emner
BMW
Intel