Fortsæt til indhold

Svensk rejseportal går til kamp mod konkurrenterne i Norden

Et hav af konkurrerende rejsesøgeportaler kan nu vente skærpet konkurrence fra svenske Tripmonster. Ny ejer vil satse massivt på Norden.

Erhverv

Tripmonster, som er en af de nyere spillere på det danske marked for rejsesøgeportaler, gør klar til kamp mod konkurrenterne.

Med en ny hollandsk ejer i ryggen vil svenske Tripmonster poste penge i at få fart på væksten. Målet er at blive Nordens førende rejsesøgeportal, skriver Dagens Industri.

Dermed bliver konkurrencen skærpet blandt de mange søgemaskiner for fly, hotel og biludlejning, som kæmper om at få danskerne til at klikke ind på lige netop deres hjemmeside. Blandt dem finder man ud over Momondo, bl.a. Skyscanner, Viviro, Kayak og Expedia.

Tripmonster adskiller sig dog fra de øvrige søgeportaler ved at være et egentligt rejsebureau. Godt nok sammenligner Tripmonster priser fra f.eks. en lang række flyselskaber, men i stedet for at dirigere den rejselystne bruger videre til flyselskabets hjemmeside, bestiller man direkte hos Tripmonster.

»Vi vil vokse hurtigere organisk, og det kræver ressourcer, som vi ikke har i vores nuværende situation. Konkurrencen bliver hårdere med flere store, globale brands som konkurrenter, og så er der brug for ressourcer,« siger Linda Bjernstål, grundlægger og adm. direktør i Flygstolen, som Tripmonster hedder på svensk, til det svenske medie.

Linda Bjernstål var frem til salget også hovedaktionær i virksomheden, som blev grundlagt i 2004. De seneste år er virksomheden under det mere internationalt klingende navn Tripmonster ekspanderet til Danmark og Norge.

Den nye hollandske ejer, som vil komme med penge og viden til vækst, hedder Otravo. Virksomheden ejer flere hollandske søgemaskiner og er markedsførende i Benelux-landene. Otravo, som nu samlet har en omsætning på 500 mio. euro, svarende til 3,7 mia. kr., siger til Dagens Industri, at opkøbet et forsøg på at etablere en international tilstedeværelse.

Hverken Tripmonster eller Otravo har ønsket at kommentere salgsprisen. Linda Bjernstål fortsætter som direktør, og den svenske virksomhed vil fortsat blive drevet fra Helsingborg. Søgemaskinen har oplevet voldsom vækst de seneste fem år. Virksomheden havde i 2011 en omsætning på 182 mio. svenske kroner. Den er nu steget til 1,6 mia. svenske kroner.

Artiklens emner
Momondo
Tripmonster