Fortsæt til indhold

Ny Tesla-undersøgelse efter ulykke

Undersøgelsen skal fastslå, om autopiloten i en Model X var aktiveret, da bilen ramte autoværn og rullede rundt.

Erhverv

Den amerikanske vejmyndighed National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) har indledt endnu en undersøgelse af en elbil fra Tesla.

Denne gang drejer det sig om SUV'en Model X efter en trafikulykke i Pennsylvania. Undersøgelsen skal i første omgang finde svar på, om bilens autopilot var aktiveret, da ulykken det.

NHTSA er også i gang med en undersøgelse af en dødsulykke med en Tesla Model S.

Bilens fører har over for politiet forklaret, at autopilot-systemet var aktiveret, men fra Tesla lyder det, at der på nuværende tidspunkt ikke er data, der bekræfter eller afkræfter, at det skulle være tilfældet.

Ulykken skete ifølge flere amerikanske medier for en uge siden, og både føreren og en passager måtte behandles på et sygehus. De kunne dog begge efterfølgende udskrives.

Af en endnu ukendt grund ramte bilen først ind i et autoværn i højre siden af vejen og efterfølgende en midterafskærmning af beton. Derefter rullede bilen rundt.

I en udtalelse fra Tesla hedder det: »På baggrund af de oplysninger, vi har på nuværende tidspunkt, er der ikke noget, der antyder, at autopiloten skulle have noget som helst med ulykken af gøre.«

Til Detroit Free Press oplyser Tesla, at man modtog en alarmbesked fra bilen om, at airbags var blevet udløst. Men man modtog ikke detaljerede data, hvilken kan forklares med, at bilens antenne er blevet beskadiget ved ulykken.

NHTSA har iværksat sin undersøgelse på baggrund af bilistens forklaring til politiet.

Tilbage i juni fortalte en Teslas X-ejer, efter at hans bil ramte ind i et hus i Irvine, Californien, at bilen pludseligt accellerede. Men Teslas undersøgelse af data fra bilen viste, at autopiloten ikke var aktiveret. Tværtimod kørte bilen med kun 10 km/t, da speederen pludselig blev trådt i bund.

»Det var ikke autopiloten, der fik bilen til at køre ind i bygningen,« konstaterede Tesla ved den lejlighed.