Kursus i kommune endte med fyring af 16 medarbejdere
Københavns Kommune afviser at have gjort noget forkert i sag, der ryster HK-formand.
Efter afskedigelse af 16 regnskabsmedarbejdere har fagforeningen HK lagt sag an mod Københavns Kommune.
De 16 medarbejdere blev fyret efter et kursus, hvor de dumpede den afsluttende test. Først langt inde i kurset havde de fået at vide af deres arbejdsgiver, at kurset kunne ende med afskedigelse.
Det skriver Avisen.dk.
Sagen med de 16 fyrede ryster en ellers erfaren fagforenings-formand.
- Det her en skrækkelig sag. Jeg har aldrig i mine 15 år som formand oplevet noget lignende i nogle af de 28 kommuner, som jeg har kendskab til, siger Winnie Axelsen, som er formand for HK Kommunal Hovedstaden og vil nu have en dommer til at se på sagen i det fagretslige system.
Kurset, som konsulentkoncernen Deloitte stod for, bestod af tre moduler og begyndte i februar. Men det var først efter andet modul i marts, at medarbejderne fik at vide fra kommunen, hvad kurset eventuelt kunne ende med.
- Da blev det langt om længe gjort klart, at såfremt vi ikke bestod kurset, ville vi blive afskediget, fortæller en af de fyrede, Bine Elmkjær, til Avisen.dk.
I april tog 20 kursister den afsluttende test. 16 dumpede, mens fire bestod.
- Der er jo noget helt galt, hvis man laver et undervisningsforløb, hvor 80 pct. dumper, siger Winnie Axelsen fra HK Kommunal Hovedstaden.
Københavns Kommune afviser at have gjort noget forkert.
- En række medarbejdere havde et ekstraordinært behov for kompetenceudvikling, hvorfor der blev udviklet et særligt kompetence-udviklingsforløb for disse. Desværre viste det sig, at en del af dem på trods af det ekstraordinære kompetence-udviklingsforløb ikke kunne matche kompetencekravene, hvorfor vi var nødt til at tage afsked med dem, skriver Ivan Kristoffersen, der er direktør i Koncernservice, som hører under kommunens økonomiforvaltning, i en mail til Avisen.dk.
Ifølge Winne Akselsen har kommunen forsømt at give mange af de nu fyrede medarbejdere den efteruddannelse, som de ifølge overenskomsten har krav på.
- Der er altså ikke blevet sørget for, at de løbende er blevet opgraderet til at kunne klare arbejdet. De er simpelthen blevet svigtet af Københavns Kommune, siger hun.

