Norwegian giver rekordordre til Boeing
Flyselskabet Norwegian har lagt den største serviceordre i Boeings historie hos det amerikanske selskab.
Ritzau Finans
De to parter afslører ikke et beløb, men Norwegian har hyret amerikanerne til at servicere flåden af Boeing 737 Max og 787 Dreamliner-fly frem til 2034 i en såkaldte Goldcare-aftale.
Ifølge Bjørn Kjos, chef for Norwegian, har Boeing serviceret de nuværende fly meget tilfredsstillende og øget pålideligheden af driften for flyselskabet.
Norwegian har bestilt hele 108 eksemplarer af 737 Max-flyet hos Boeing og har option på yderligere 92. De leveres fra maj 2017 og fremefter.
Kontrakten annonceres i forbindelse med Farnborough International Airshow i England, der afholdes denne uge.


