Sådan finder du drømmejobbet i sommerferien
Personaleafdelingerne er gået på sommerferie, men chancerne for at finde et nyt job er alligevel til stede, hvis man griber jobsøgningen rigtigt an.
Antallet af stillingsopslag er lavere i sommerferien, og hr-afdelingerne i virksomhederne er ferieramt. Alligevel kan det betale sig at søge job i ferien. Bl.a. fordi mange af konkurrenterne til de ledige stillinger er rejst udenlands eller slapper af i et sommerhus - men også pga. andre forhold:
- De chefer, der er på arbejde, har lige nu god tid til at tale med ansøgere, der ringer uopfordret.
- Jobmarkedet er i vækst, og derfor har mange virksomheder både konkrete og ukonkrete planer om at hyre folk efter ferien.
Mange af de ledige stillinger er ifølge Jobindex.dk endnu ikke slået op, fordi virksomhederne ikke kan håndtere en masse stillingsopslag midt i en ferie, mens de fleste hr-medarbejdere er væk. Derfor kan man som ansøger med fordel ringe nu og på den måde stille sig forrest i køen til sensommerens og efterårets mange forventede jobopslag, skriver adm. direktør i Jobindex Kaare Danielsen på jobsøgningsportalens hjemmeside.
»Det gælder altså om at ringe rundt til virksomhederne og finde frem til disse ledige stillinger, der ikke er annonceret endnu, og dernæst prøve at overtale virksomheden til at man kan komme til jobsamtale, og, hvis man er rigtig heldig, få stillingen tilbudt inden den bliver annonceret,« skriver Kaare Danielsen.
Han vurderer, at man som ansøger viser initiativ ved at være opsøgende og på forkant, hvilket er et plus i bogen hos en arbejdsgiver. Desuden kan man være heldig, at en virksomhed hellere vil ansætte den initiativrige ansøger og dermed befri sig selv fra den store opgave, som det er at gennempløje 100 ansøgninger.
Den fremgangsmåde er ifølge Kaare Danielsen især effektiv i mindre og mellemstore virksomheder, hvorimod man i de større virksomheder er mindre tilbøjelig til at fravige en fast forretningsgang for rekruttering.

