Fortsæt til indhold

Henrik Fiskers superbil gik konkurs - nu er den genopstået

Henrik Fiskers fallerede super- og el-bil Fisker Karma er genopstået efter en konkurs.

Fisker Karma, der blev startet af den danske bildesigner Henrik Fisker, skal igen produceres. Designet lægger sig op af det oprindelige.
Erhverv
Aktiefokus

Nu hedder bilen Karma Revero og er kommet i produktion i Californien, ifølge Clean Tech.

Relanceringen af Karma Revero sker med kinesiske investorer på bagsædet i form af bilkoncernen Wanxiang, der i 2013 opkøbte resten af konkursramte Fisker Karma.

Den gamle udgave blev produceret i Finland, og Valmet Automotive var underleverandør, men ifølge Clean Tech kommer leveringerne til Karma Revero formodentlig nu fra kinesiske leverandører.

Ifølge Green Car Reports har den kinesiske ejer Wanxiang afmonteret de finske samleproduktionsfaciliteter fra konkursboet og afskibet dem og installeret dem i en lagerhal i Californien.

Den nye model ventes ikke at få de store designændringer i forhold til forgængeren. Clean Tech beretter, at når produktionen i Californien når op på fulde omdrejninger, kan der produceres op mod 3.000 enheder årligt.

Karma Revero står ligesom konkurrenten Tesla over for den etablerede bilindustri. Teslas størrelse er dog af en helt anden kaliber, idet Tesla ventes at kunne producere knap 80.000 elbiler i 2016 efter en produktion på 50.580 i 2015.

Avisen Los Angeles Times har tidligere på ugen berettet, at en prototype af Karma Revero kan blive afsløret i løbet af sommeren. Los Angeles Times berettede også, at selskabet ventes at følge samme direkte salgsmodel, som Tesla benytter sig af. Avisen havde interviewet markedsføringschef Jim Taylor.

Danske Henrik Fisker er tidligere designer for Aston Martin, men i 2004 droppede han lønmodtagerchecken og blev tre år senere medstifter af Fisker Automotive. Tesla Motors blev grundlagt i 2003 og sendte sin første elbil på markedet i 2008 med modellen Tesla Roadster.

Artiklens emner
Fisker Karma