Fortsæt til indhold

Lad Skat betale benzinen på ferieturen

Det kan være en rigtig god idé at tage firmabilen, hvis man skal på bilferie.

Skattereglerne for firmabiler betyder, at man kan spare tusindvis af kroner ved at tage firmabilen på ferie, lyder det fra en skatteekspert.
Privatøkonomi

Hvis sommerferien står på kør selv-ferie til udlandet, er det muligt at få Skat til at betale en del af benzinregningen.

I hvert fald hvis man har en firmabil.

Skattereglerne for firmabiler betyder, at man kan spare tusindvis af kroner ved at tage firmabilen på ferie. Sådan lyder det fra skatteekspert Niels Sonne fra Deloitte.

Hvis ens arbejdsgiver stiller en firmabil til rådighed til at køre i privat, skal man betale skat af den. Skatten er en procentdel af bilens værdi plus et miljøtillæg. Det har ingen betydning for skatten, hvor meget man kører i bilen.

Beskatningen omfatter alle »driftsmæssige udgifter« ved brug af bilen, f.eks. forsikring, ejerafgift, reparationer og brændstof. Det betyder, at arbejdsgiveren kan dække disse udgifter, uden at man som medarbejder skal beskattes yderligere.

Reglerne gælder også, hvis man selv har lagt ud og efterfølgende afleverer kvitteringerne. Det kræver dog, at arbejdsgiveren siger ja til det, påpeger Niels Sonne.

»Har du selv afholdt ordinære driftsudgifter til firmabilen, f.eks. benzinkøb i udlandet, kan du få det refunderet af din arbejdsgiver uden skattemæssige konsekvenser. Det kræver blot, at du afleverer dine kvitteringer og får dem dækket som udlæg efter regning,« siger Niels Sonne.

Hvis arbejdsgiveren ikke er med på den løsning, kan man fortsat aflevere sine kvitteringer - eksempelvis for benzinkøb - og bede sin arbejdsgiver om at trække udgiften fra som egenbetaling. På den måde reducerer man beløbet, man skal betale skat af.

»Din arbejdsgiver kan altså modregne beløbet i bilens skattepligtige værdi, og man får således fuldt fradrag for sine udgifter,« siger Niels Sonne.

Til gengæld skal man altid betale skat, hvis ens arbejdsgiver dækker udgifter til parkering, færge og biltog, afgifter til motorveje og broer, og der ikke er tale om erhvervsmæssig kørsel.

»Den type udgifter er ikke indeholdt i den skattepligtige værdi og derfor ikke en del af den almindelige, løbende beskatning. Hvis din arbejdsgiver dækker sådanne udgifter i forbindelse med privat kørsel eller ferie, er der altså tale om et personalegode, som skal beskattes,« siger Niels Sonne.

Mere end 200.000 danskere har mulighed for at få firmabil via deres job, ifølge Deloitte.

Artiklens emner
Skat
Deloitte