Fortsæt til indhold

Topfolk fra Twitter, Instagram og Tinder går til kamp mod Trump

Ledende skikkelser fra Twitter, Instagram og over 100 andre tech-virksomheder advarer mod Donald Trump i et åbent brev.

Erhverv

Profiler fra Twitter, Instagram, Tinder, eBay og over 100 andre tech-virksomheder går i kødet på Donald Trump. I et åbent brev på bloguniverset Medium kritiserer de den republikanske præsidentkandidat.

Han vil være en katastrofe for innovation, lyder konklusionen i brevet.

»Vi tror på et inkluderende land, som skaber muligheder, kreativitet, og hvor alle har lige vilkår. Det gør Donald Trump ikke,« skriver de.

Derimod baserer han ifølge de mange tech-profiler sin kampagne på vrede, frygt for nye idéer og nye mennesker.

Blandt underskrifterne på det åbne brev finder man Steve Wozniak, som er medstifter af Apple, Pierre Omidyar, som står bag eBay, Twitter-medstifter Evan Williams samt ledende profiler fra Tinder, Reddit og Instagram.

Tidligere har Donald Trump været ude og sige, at man skulle slukke for internettet i visse dele af verden i kampen mod terrorister, og det tager tech-profilerne stærkt afstand fra. I det åbne brev skriver de, at de går ind for, at man kan udveksle idéer frit og åbent - også over internettet.

»Donald Trump foreslår at lukke dele af internettet ned som led i en sikkerhedsstrategi, og på den måde demonstrerer han både ringe dømmekraft og uvidenhed omkring, hvordan teknologi virker,« uddyber de.

Donald Trump som præsident vil ifølge brevet betyde en risiko for, at eksporten falder, og at jobskabelsen kommer ned i fart.

Wall Street Journal skriver, at den skarpe kritik af Donald Trump fra Silicon Valley-lederne er den seneste modstand mod præsidentkandidaten, som også har kæmpet med at forene virksomhedsledere i hans eget parti. Enkelte af brevets afsendere er republikanerne, og samtidig har adskillige af afsenderne ifølge mediet doneret penge til Hillary Clintons kampagne.

Hun bliver dog overhovedet ikke nævnt i det åbne brev.

Artiklens emner
Twitter
eBay