Skattespekulant investerer milliarder for AP Pension
Investeringskæmpen Vanguard, der gennem udlån af aktier undgår dansk udbytteskat, forvalter godt 3 mia. kr. for pensionsselskabet AP Pension, skriver Børsen.
Kapitalforvalteren Vanguard blev nævnt, da det for nylig blev beskrevet, hvordan flere store investorer foretager udlån af deres aktier, omkring tidspunktet hvor der udbetales udbytte med formålet at undgå dansk udbytteskat. Og det viser sig altså, at Vanguard forvalter godt 3 mia. kr. for AP Pension.
AP Pension har på baggrund af afsløringerne bedt Vanguard om en forklaring og er blevet forsikret om, at dansk skattelovgivning bliver overholdt.
- Vanguard vil ikke konkret kommentere den handel, der er refereret til (eksempel i tidligere Børsen-historie, red.), på grund af deres politik om ikke at offentliggøre konkrete handler. Men det, som er vigtigt i denne her sag, det er, om Vanguard overholder loven, og det gør de, siger investeringsdirektør i AP Pension Ralf Magnussen til Børsen.
Således har selskabet forklaret over for AP Pension, at det ikke proaktivt og systematisk udlåner for at undgå dansk udbytteskat. En forklaring som AP Pension godtager, da erfaring ifølge Ralf Magnussen viser, at Vanguard opererer med relativt høje etiske standarder.
Ritzau Finans
Ritzau Finans