Special-Nutella har udløst usædvanligt køkaos
Der er masser af tomme butikslokaler i Hongkong. Det har sat gang i kreativiteten og selskabet bag Nutella har måske fundet opskriften på at få flere kunder i butikken.
Muligheden for at få et glas personaliseret Nutella med sit navn trykt på etiketten har fået de ellers så tilbageholdende indbyggere i Hongkong til at gå amok. Det skriver Bloomberg News.
En pop-up butik med den personaliserede Nutella på hylderne har skabt et usædvanligt køkaos i et marked, hvor salgstallene ellers bare falder måned for måned.
Den lokale Lorraine Lam har stået i kø i to timer for at købe et glas personaliseret Nutella til sin veninde. Derudover har den 21-årige brugt en times transport for at nå frem til pop-up-butikken i centret Pacific Place, fortæller hun til Bloomberg News.
Trods de mange strabadser er hun stadig glad for købet. Butikken i Hongkong sælger 1.000 Nutella-glas hver dag. Nutella er ejet af den verdensomspændende slikkoncern Ferrero.
Detailsalget i Hongkong har ellers haft det hårdt under den faldende shoppinglyst. Det har affødt mange tomme butiksarealer og faldende butiksleje samt kreative markedsføringstiltag.
Netop de tomme butiksarealer har givet store koncerner såsom Ferrero samt Havaianas, som laver klipklapper, nye muligheder, hvor de lejer tomme butikslokaler i de fashionable shoppingområder.
Sportsudstyrsgiganten Nike forsøger også at tiltrække forbrugerne med specialudgaver af sine produkter.
- Koncernerne arbejder målrettet og aggressivt mod at tilpasse sig de nye forhold. Pop-up-butikkerne begejstrer kunderne, udtaler Angel Young fra AC Nielsen i Hong Kong.
De store fashionable shoppingcentre som f.eks. Pacific Place har ellers tidligere været et trækplaster for kinesiske forbrugere, der er gået efter de ekstremt dyre Louis Vuitton håndtasker og Cartier ure.
Men tiderne har ændret sig og de storforbrugende kinesere foretrækker nu at tage shoppingture til Tokyo i Japan og Paris i Frankrig. Ifølge Hongkongs turistbureau holder shoppingturisterne sig også væk grundet de sociale og politiske spændinger, der kulminerede med Occupy-bevægelsen.
Samlet er detailsalget i Hongkong faldet med 11 pct. i løbet af de første seks måneder af 2016.
Aktiefokus