Fortsæt til indhold

Luftens legendariske arbejdshest fra 80’erne sendes på pension

MD-80 flyet har fået flere øgenavne og blev i Danmark særdeles kendt i julen 1991.

Erhverv
Aktiefokus

Det legendariske fly MD-80 fra producenten McDonnell Douglas har igennem tiderne - og specielt i 80’erne - været en af de største arbejdsheste for den amerikanske luftfartsindustri.

Men tiden er langt om længe ved at rinde ud for arbejdshesten. I tirsdags sendte American Airlines Group historisk mange fly på pension og i den forbindelse skrottede selskabet 20 fly af MD-80’er typen. Det sker efter den travle sommerperiode er overstået.

American Airlines har netop skrottet 20 MD-80 fly. Foto: Sue Ogrocki/AP

De 20 pensionerede fly er i gennemsnit 28 år gamle, hvilket er fem år ældre end American Airlines tilbageværende MD-80-flåde.

Det amerikanske luftfartsselskab venter samlet at skrotte 45 MD-80-fly i 2016-sæsonen.

Over de seneste 10 år har der været tale om, at den støjende MD-80 snart skal sendes på pension, og luftfartsmyndighederne har også undersøgt, om det stadig var forsvarligt at bruge det gamle fly.

Herhjemme blev MD-80 kendt, da den danske pilot Stefan Rasmussen nødlandede den 27. december 1991 i Arlanda-lufthavnen med 129 mennesker ombord. Alle overlevede.

Den danske pilot Stefan Rasmussen nødlandede den 27. december 1991 et MD-80-fly, kort efter afgang fra Arlanda-lufthavnen med kurs mod København. Alle 129 mennesker ombord overlevede. Foto: Bjorn Tilly/AP

McDonnell Douglas blev i 1997 fusioneret ind i Boeing-koncernen, og produktionen af MD-80 blev stoppet i 1999. Den historiske traver MD-80 kan ikke længere kæmpe mod Boeings 737 og europæiske Airbus’ A320-fly grundet deres mere brændstofbesparende meritter. American Airlines har også tidligere annonceret, at MD-80-flåden bliver udskiftet med Boeings flytyper 737 og 800 samt af Airbus’ A321.

MD-80 flyet knokler fortsat for luftfartsselskaberne Delta Air Lines og Allegiant Travel, men de har også annonceret, at tiden med McDonnell Douglas flyene nu er på lånt tid.

Det første MD-80-fly blev indsat i drift i oktober 1979. MD-80-flyene har høstet mange øgenavne blandt entusiaster og her i blandt Mad Dog (gal hund) og Angry Puppy (sur hvalp).

En pilot udtalte i 2008 til Bloomberg News, at piloter, der fløj MD-80, virkelig skulle arbejde for deres lønbetaling.

Artiklens emner
American Airlines Group