Professor om Amager Bakke: Jeg advarede ledelsen om problemerne
I marts 2012 holdt Aalborg-professor møde med ledelsen bag Amager Bakke, hvor han forudsagde, at økonomien ikke ville holde.
De økonomiske kvaler med Københavns nye ekstravagante forbrændingsanlæg Amager Bakke kunne være undgået, hvis ledelsen på Amager Ressourcecenter havde lyttet til en af landets førende eksperter på området, professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet.
»Jeg har advaret om problemerne, og jeg har gjort det flere gange,« siger Brian Vad Matthiesen, der beskylder ledelsen for at være faktaresistent.
I marts 2012 var professoren inviteret til møde på Amager Ressourcecenter (ARC), der driver Amager Bakke. På det tidspunkt havde politikerne på Københavns Rådhus bedt om at få skitseret mulighederne for et mindre affaldsforbrændingsanlæg, men ledelsen insisterede på, at den dyre udgave til 4 mia. kr. og egen skibakke var den eneste fornuftige løsning.
På mødet, hvor ARC’s direktør Ulla Röttger også deltog, argumenterede Brian Vad Mathisesen for, at det dyre anlæg ville løbe ind i økonomiske problemer.
»Jeg fremlagde argumenter for, at økonomien i sådan et anlæg ikke ville være særlig robust. Allerede dengang stod det klart, at det er en meget usikker fremtid, man går ind i, når man baserer økonomi på prisen for at forbrænde affald i et vedvarende energisystem,« siger Brian Vad Mathisen.
Man var nærmest faktaresistent. Særligt på pointer om affaldsmængder, samt på affaldsforbrændingens rolle ind i fremtidens system.
Allerede inden professorens advarsler havde konsulentvirksomheden EA Energianalyse udarbejdet rapporter, som trak tæppet væk under de økonomiske forudsætninger. Alligevel besluttede politikerne i september 2012 at bygge det store anlæg, som nu styrer imod et tab på 1,9 mia. kr., hvis ikke politikerne griber ind.
»Det har jo så efterfølgende vist sig, at man ikke var interesseret i fakta. Man var nærmest faktaresistent. Særligt på pointer om affaldsmængder, samt på affaldsforbrændingens rolle ind i fremtidens system,« siger han og fortsætter:
»Jeg vil understrege, at jeg er fuld af støtte til affaldsforbrænding generelt, og arbejder i meget af min vågne tid på at udbrede kendskabet til det og fjernvarme i hele Europa. Det er bare ikke ensbetydende med, at borgere og virksomheder skal betale for større kapacitet end nødvendig. Vi får brug for rigtigt meget affaldsforbrænding i Danmark og Europa i fremtiden - også selv om vi genanvender mere og mere.«
Som Finans tidligere har afsløret, var direktionen på Amager Ressourcecenter så begejstrede for Amager Bakke, at sekretariatschef Peter Roulund sendte et brev til Finansministeriet bag om ryggen på virksomhedens største ejer, Københavns Kommune. Det har bl.a. fået tidligere miljøminister Ida Auken til at beskylde den daglige ledelse for at drive politik fra en embedsmandsposition.
Ulla Röttger og den øvrige ledelse på ARC har indtil videre afvist at kommentere på sagen, fordi der foregår politiske forhandlinger om at redde anlæggets økonomi.