Novo-formand: Det er store sko at udfylde
Novo Nordisks bestyrelsesformand, svenske Göran Ando, er svært begejstret for sin nye topchef.
Lars Rebien Sørensen har ydet en fremragende indsats for Novo Nordisk, og derfor er det også en stor opgave, der ligger foran den kommende topchef, danske Lars Fruergaard Jørgensen. Det er meldingen fra bestyrelsesformand Göran Ando.
»Vi er meget glade for at kunne annoncere Lars Rebien Sørensens afløser. At træde i hans fodspor er en meget stor opgave,« siger Göran Ando, inden han skynder sig at fortælle, hvor stor en rolle Lars Rebien Sørensen har spillet.
»Man kan ikke undervurdere Lars Rebien Sørensens betydning, og jeg kan ikke takke ham nok.«
Göran Ando fremhæver særligt Lars Rebien Sørensens meritter med at gøre Novo Nordisk fra et mindre, europæisk medicinalselskab og op til en international gigant, som ifølge bestyrelsesformanden nyder stor respekt.
De sidste to år har han været i gang med at finde ud af, hvem der skulle afløse Lars Rebien Sørensen, og valget af Lars Fruergaard skyldes bl.a., at Jakob Riis, der som Finans tidligere har beskrevet eller var favorit til jobbet, har meget stærke kommercielle kompetencer. Evner, han nu skal bruge i USA, som han får ansvaret for.
»Lars Fruergaard Jørgensen er først og fremmest en super forretningsmand, og så er han en fremragende leder,« siger Göran Ando og påpeger, at man er "meget komfortable" med den nye direktør, der har været i Novo Nordisk de seneste 25 år.