Millionerne vælter ind i familieejet medicinalkoncern
Medicinalvirksomheden Pharmacosmos' har fundet en yderst lukrativ niche, og det høster selskabet fortsat frugterne af.
Familien Christensen bag medicinalvirksomheden Pharmacosmos har endnu engang grund til at gå rundt med at stort smil på læben. Virksomheden, der har base i Holbæk på Sjælland, har nemlig formået at generere et overskud på hele 90,5 mio. kr. efter skat, viser regnskabet for selskabet bag, Pharmacosmos Holding.
»Resultat og indtjening udviklede sig bedre end forventet, og resultatet anses for værende fuldt tilfredsstillende,« skriver ledelsen i regnskabet for 2015/2016, der blev afsluttet med udgangen af april.
Virksomheden, som fortsat ledes af Lars Christensen, tjener hovedsageligt sine penge på jerntilskud til både mennesker og dyr.
Det er en niche, der er ekstremt lukrativ i en tid, hvor flere og flere lider af netop mangel på jern, også kaldet anæmi.
Omsætningen i den danske virksomhed har da også for første gang passeret en halv milliard kroner og landede på 514 mio. kr. i det seneste regnskabsår mod 438 mio. kr. året før.
Bundlinjen har, trods det store millionoverskud, til gengæld taget et dyk på 8 mio. kr. Det skyldes imidlertid, at der er en forskel på hele 36 mio. kr. på de finansielle poster. Driftsresultatet er kraftigt forbedret i 2015/2016 med et overskud på 137 mio. kr. mod 108 mio. kr. året før.
»Det er koncernens forventning, at omsætning og resultat for 2016/2017 er på niveau med 2015/2016. Det er i 2016/2017 planlagt at øge udviklingsomkostningerne i forhold til tidligere år,« skriver ledelsen.
Pharmacosmos er stiftet tilbage i 1965 af Henry M. Christensen. De to ejerselskaber bag Pharmacosmos Holding har til sammen en egentkapital på lige over 750 mio. kr. Medicinalselskabet har 142 fuldtidsansatte.


