Søstrene Grene: Det har udviklet sig til lidt af en Kähler-gate
De mest populære varer blev revet væk på få timer, da Søstrene Grene søsatte sin nye boligkollektion.
Få ting kan jage danskerne tidligt ud af sengen som gode priser på hylder og andet nips til boligen.
Det viste sig endnu en gang, da Søstrene Grene torsdag blændede op for en ny efterårskollektion i butikkerne.
Længe før åbningstidspunktet snoede køen sigt langt ned ad Strøget i Aarhus, og efter kort tid måtte Søstrene Grene landet over melde udsolgt på nogle af de mest eftertragtede varer - heriblandt en væghylde.
Direktør i Søstrene Grene, Mikkel Vaupell Grene, sammenligner situationen med Kählers eftertragtede, guldstribede vase, der i 2014 forårsagede en regulær shitstorm blandt Imercos kunder, da den blev udsolgt på rekordtid.
På Søstrene Grenes Facebook-side har vrede kunder nemlig også sat sig til tasterne og klaget over, at man ikke har sørget for en større lagerbeholdning.
»Det har udviklet sig til lidt af en Kähler-gate med vores hylder. Det har været helt vildt, som de er blevet modtaget. Vi slog alle rekorder den første omsætningsdag. Det var umuligt at tilgodese efterspørgslen,« siger Mikkel Vaupell Grene.
Han fortæller bl.a., at den Søstrene Grene-forretning, der havde mest travlt på dagen, solgte for 125.000 kr. inden for den første time.
Overrasker det jer virkelig? Det samme skete jo med sidste kollektion.
»Ja, vi synes egentlig, vi havde købt godt ind. Vi troede, vi havde fundet niveauet for kampagnerne, for sidste år matchede vi bare septemberkampagnen fra året før. Men det ser ud til, at vi går 20-30 pct. frem i forhold til sidste år, hvor vi ellers slog rekord,« siger Mikkel Vaupell Grene.
Hvad bunder hypen i?
»Når vi går målrettet ind og iscenesætter produkterne, får de en ekstra dimension. Når man ser varerne i æstetisk sammenhæng, vil man gerne have alt på billedet - hele stilen, vi har skabt - hjem til sig selv. Vi har oprustet kraftigt på design, så mange af vores ting nu er egenproducerede i en særlig stil, man ikke kan finde andre steder,« siger Mikkel Vaupell Grene.
Søstrene Grene har i løbet af de seneste tre år formået at flytte sit brand fra at være en forretning med mange overraskende dimser til et mere stilsikkert image, og det har givet pote hos kunderne. Grene-imperiet omsætter for over 1 mia. kr. årligt.
»Hvor vi tidligere har haft ry for at have små, skøre og sjove ting og gadgets, har vi valgt at dyrke et meget feminint og æstetisk univers. Den gode stil er blevet vores brand,« siger Mikkel Vaupell Grene.