Dette er Europas bedste lavprisselskab
Norwegian har endnu en gang vundet international anerkendelse.
Går turen til Madrid, Malmö eller Malta?
Så skal du måske overveje at booke en billet hos Norwegian.
Selskabet fik tidligere på ugen frisk luft under vingerne, da det for andet år i træk blev kåret som Europas bedste lavprisselskab ved årets World Travel Awards på Sardinien.
Indtil Norwegian for første gang fik kæmpet sig op på en førsteplads i kategorien i fjor, havde World Travel Awards seks gange i træk givet den prestigefyldte pris til konkurrenten Easyjet.
Foruden Easyjet var de andre nominerede i kategorien ved dette års prisoverrækkelse selskaberne Aer Lingus, Air Berlin, Monarch, Ryanair og Vueling.
»Denne udmærkelse betyder meget for os. Både for Norwegian som selskab og for vores engagerede og dedikerede medarbejdere, som hver dag året rundt arbejder for, at vores kunder skal have en god oplevelse både før, under og efter rejsen. Denne pris viser, at nye fly, god service og lave priser værdsættes højt,« siger Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos, i en pressemeddelelse.
Koncernchefen svæver allerede formentlig rundt på en lyserød sky, for anerkendelsen er den sjette pris, Norwegian modtager i år.
Ved SkyTrax Awards strøg Norwegian ligeledes til tops i kategorien 'Europas bedste lavprisselskab' samt 'Verdens bedste lavprisselskab på langruter'.
Selskabet vandt desuden årets priser for 'Bedste europæiske flyselskab' og 'Bedste indenrigsflyselskab' ved Grand Travel Awards.
World Travel Awards har kåret rejsebranchens bedste aktører siden 1993. Det er repræsentanter fra branchen, der stemmer på deres favoritter, og prisuddelingen hører til blandt de mest anerkendte i verden.