Nyt mobilselskab er klar: Prisen er i frit fald
Målet er 100.000 kunder det første år. Midlet er bundpris.
Det danske telemarked har fået en ny spiller i form af selskabet Tjeep, der - som navnet måske antyder - går i luften med priser, som ser ud til at være de laveste på det danske marked.
Ifølge TV 2 Business har selskabet som mål at få 80-100.000 kunder det første år. I spidsen for selskabet er Kim Damkær, der kommer fra en stilling som salgsdirektør hos mobilproducenten HTC.
- Markedet for smartphones og mobiltelefoni er modnet markant. Kunderne efterspørger billigere løsninger og er ligeglade med teleselskabers navn eller brand, siger Kim Damkær til TV 2 Business.
Ifølge selskabets hjemmeside koster et normalt abonnement med ti timers tale og fem GB data 79 kr., mens man for 89 kr. kan få fri tale og 20 GB data.
Til sammenligning kan man hos det af 3-ejede selskab Oister, der de seneste år har været blandt et af de mest aggressive selskaber på prisen, få et abonnement med ti timers tale og ti GB data for 99 kr.
Tjeep vil desuden forsøge sig med en alternativ form for reklamefinansieret telefoni, hvor kunden skal lytte til reklamer i stedet for ringetoner. Det skal på sigt gøre telefoni gratis.
Tjeep har fra start 30 ansatte og lejer sig ind på Telenors net.
Ritzau Finans