Microsoft vil lukke Skypes britiske hovedkontor - og 400 job forsvinder
Lukningen kommer på et tidspunkt, hvor det ellers er vigtigt for den britiske tech-industri at vise, den stadig trives.
Microsoft vil lukke Skypes hovedkontor i London og dermed lade knapt 400 ansatte gå. Med lukningen markeres Skypes overgang fra at være et hovedsageligt europæisk foretagende til nu at være en hovedsageligt amerikansk virksomhed. Og det på et tidspunkt, hvor Londons tech-industri ellers er ivrig efter at vise, i hvor høj grad den trives efter det britiske EU-exit.
Det skriver Financial Times.
Ifølge Microsoft vil man nu gå ind i en konsultationsproces med de ansatte for at hjælpe dem videere.
»Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de berørte gennem processen,« lyder det fra Microsoft, ifølge Financial Times.
Skype, der i 2003 blev oprettet i London, blev udviklet af danske Janus Friis og svenske Niklas Zennstöm. I 2005 blev telefontjenesten solgt til Ebay for 13 mia. kr., og seks år senere, i 2011, købte Microsoft så Skype for 44 mia. kr.
»Det er skuffende,« lyder det til Financial Times fra den tidligere vicepræsident i Skype, Russ Shaw, der forlod firmaet efter opkøbet i 2011: »Skype er en af Europas ikoniske teknologi-firmaer og en oprigtig "enhjørning" med en fantastisk stamtavle af innovation og talent.«
Når han kalder Skype for en "enhjørning", henviser han til den række af firmaer, der er blevet vurderet til at være mere værd end 6 mia. kr. Ud af de 47 firmaer, der har den status i Europa, har Storbritannien indtil nu ageret vært for 18 af dem, ifølge The Guardian.
I juni blev Spotify vurderet som den mest værdifulde "enhjørning" i Europa - men året forinden var det Skype.


