Elektronikkæde lukker næsten helt ned og massefyrer
Computercity lukker ni af sine varehuse i Danmark. Størstedelen af medarbejderne afskediges.
Efter 24 år på det danske marked lukker den svenskejede elektronikgigant Computercity ned for næsten samtlige af sine aktiviteter i Danmark.
Den massive konkurrence på markedet for elektronik har fået Computercity til at kaste håndklædet i ringen og lukke ni af sine varehuse i Danmark. Kun varehuset i Glostrup fortsætter, skriver HK Handel i en pressemeddelelse.
Lukningen betyder, at 96 ud af i alt 126 medarbejdere i Computercity er blevet afskediget.
»Det er altid sørgeligt at forhandle fratrædelsesvilkår, når arbejdspladser lukker. Men det er lykkedes HK Handel at få en aftale, der sikrer de opsagte medarbejdere i forhold til ikke planlagt ferie, vejledning, uddannelse og øvrige vilkår,« siger HK Handels faglige chef, Kim Jensen.
Computercity lukker sine varehuse i Esbjerg, Roskilde, Aalborg, Odense, Aarhus, København, Horsens, Lyngby og Næstved. Dermed er Danmark blevet to elektronikkæder færre inden for ganske kort tid.
I foråret var det Fona, som måtte give op og lade sig opkøbe af Elgiganten. Det skete efter en længere årrække med butikslukninger og store millionunderskud.
Ifølge HK forventes de ni Computercity-varehuse at lukke med udgangen af januar 2017. HK Handel vil nu besøge varehusene og tage kontakt til de medlemmer, der er berørt af afskedigelserne.
»Vi ved af erfaring, at jo hurtigere, man kommer i gang med jobsøgning og uddannelse, jo hurtigere kommer man i job igen. Derfor opfordrer vi medlemmerne til hurtigt at få den vejledning, de har ret til i deres lokale HK-afdeling,« siger Kim Jensen.
Computercity er en svenskejet kæde, der åbnede sit første varehus i Danmark i maj 1992.