Iværksættere opfinder hårdfør drone i Lego
En ny type drone kan let samles igen, når den flyver ind i væggen og styrter ned.
Man kan bygge næsten hvad som helst af Lego, så hvorfor ikke en drone?
Den amerikanske iværksættervirksomhed Flybrix har netop lanceret en serie små samlesæt, hvor man med en kombination af Lego-klodser og lidt teknisk snilde kan bygge sig sin egen legetøjsdrone.
Samlesættet består bl.a. af klodser, en motor og et batteri, som - når det hele sættes sammen - kan gøre luften usikker. Dronen betjenes med en app eller en manuel fjernbetjening.
Modsat ved almindelige legetøjsdroner i plastik skal man ikke være så nervøs for, om dronen styrter ned. Hele fidusen er, at Lego-dronen kan samles igen, hvis den skulle komme i nærkontakt med noget hårdt, skriver firmaet på sin hjemmeside.
Hjernerne bag idéen er Amir Hirsch, Robb Walters og Holly Kasun. De har arbejdet på at udvikle dronen siden 2014.
I begyndelsen var det meningen, at deres model skulle bygges i den meget lette træsort balsatræ og 3D-print, men så fik de tre iværksættere øjnene op for Lego, og Flybrix blev født.
Flybrix anbefaler legetøjet til store børn på 14 år og opefter. Prisen for et basissamlesæt med omkring 40 komponenter begynder ved ca. 990 kr.
I videoen herunder kan man få et indtryk af den klodsede teknologi.
Firmaet understreger på hjemmesiden, at Lego ikke selv er en del af samarbejdet.
Det er ikke første gang, at kreative hoveder bruger Legos klodser og figurer til at bygge nye produkter med videresalg for øje, og det har tilsyneladende ikke tidligere generet selskabet.
I fjor kunne Jyllands-Posten fortælle om virksomheden Ane og Co., der med den syvårige Ane Halkjær Søndergaard som frontfigur solgte holdere til høretelefoner, nøgler og kabler bygget af Lego.
»Der er rigtig mange, der sælger deres gamle, brugte Lego på Den Blå Avis, og det er jo ikke anderledes at sælge en model, man bare har samlet på sin egen måde. Der er selvfølgelig nogle franchiseregler. Der skal være klarhed, så forbrugerne er helt klar over, om de køber et produkt, som vi har produceret, eller som en anden har lavet,« sagde pressechef hos Lego, Roar Trangbæk, i den forbindelse.