Fortsæt til indhold

Lundbeck på kollisionskurs med Clinton og Trump: Medicin mod sjælden sygdom er blevet 329 pct. dyrere

Danske Lundbeck er blandt de medicinalselskaber, som har hævet priserne mest på det amerikanske marked. Investor er bekymret for, at det på sigt kan give bagslag.

Erhverv

Mens medicinprisernes himmelflugt er blevet et centralt tema i den amerikanske valgkamp, fortsætter danske Lundbeck med at hæve priserne på medicin mod sygdomme som epilepsi og depression.

Det danske medicinalselskab har hævet prisen på to af sine præparater med 220 pct. og 329 pct. siden 2009, og et tredje med 132 pct. siden 2011, viser en analyse fra den internationale investeringsbank Morgan Stanley.

Dermed er Lundbeck blandt de selskaber, som hæver priserne mest.

Det skaber bekymring blandt analytikere og investorer, der frygter, at modellen med massive prisstigninger ikke er holdbar i længden.

Jeg forstår godt, at man som europæer kan undre sig over de her pristabeller.
Staffan Schüberg, koncerndirektør i Lundbeck med ansvar for salg.

»Lundbeck har ikke ret meget volumenvækst, selskabet er vokset gennem prisstigninger,« siger Morten Larsen, Lundbeck-analytiker hos ABG Sundal Collier.

Lundbeck har i flere år været ude i kulden hos investorerne, men efter at topchef Kåre Schultz kom til fra Novo Nordisk i foråret 2015, er selskabets markedsværdi omtrent fordoblet.

Topchefen har langt hen ad vejen fulgt Novo Nordisks opskrift på succes; fokuseret på USA og hævet priserne markant.

Claus Henrik Johansen, senior porteføljeforvalter i Wealth Management-afdelingen i Danske Bank, er ikke i tvivl om, at Lundbeck har været aggressive.

»Lundbeck har gjort virkelig godt brug af prisstigninger og ligger helt klart over det normale,« siger han.

Alene i 2016 har Lundbeck hævet den såkaldte listepris på Xenazine - der bruges til behandling af den sjældne sygdom Huntingtons - 30 pct. til 12.746 dollar pr. behandling. Året forinden blev præparatet hævet tilsvarende.

Ifølge Staffan Schüberg, koncerndirektør i Lundbeck med ansvar for salg, er de reelle prisstigninger for patienterne dog »langt under halvdelen«.

»Det er vigtigt at forstå, at der ikke er tale om de reelle prisstigninger, som medicinalselskaberne får. Der er en dynamik med både obligatoriske rabatter og andre rabatter, som gør, at prissætningen er betydeligt lavere,« siger han.

Claus Henrik Johansen, senior porteføljeforvalter i Wealth Management-afdelingen i Danske Bank, fortæller, at flere store medicinalselskaber har indgået en »social kontrakt«. Den lægger op til, at prisen på lægemidler ikke skal stige mere end 5-8 pct. om året i USA.

»Jeg er bekymret for, om Lundbecks vækst i USA vil løje af,« siger han.

Artiklens emner
Lundbeck
ABG Sundal Collier