Stenrig sheik har hentet dansk chokolademager til Dubai
Peter Beier Chokolade åbner butik i Dubai efter henvendelse fra landets overhoved. Det er starten på noget stort, siger Peter Beier.
Den danske chokoladefabrikant Peter Beier har fået foden inden for på et marked, der kan blive et nyt stort eksporteventyr.
Den 1. oktober åbner Peter Beier Chokolade en ny butik i Dubai. Butikken er ejet af Dubais emir, Sheikh Mohammed, der er god for 120 mia. kr., og som selv tog kontakt til den danske chokolademager.
»Sheikens folk har rejst verden tynd for at finde det bedste af det bedste inden for chokolade, og vi er meget stolte af, at de har valgt os som de eneste her i Norden,« siger Peter Beier, der indtil nu udelukkende har haft butikker i Sverige og Danmark.
For fire måneder siden fortalte Peter Beier, der ejer sit firma sammen med hustruen Linda Beier, at han sad med en kontrakt, der involverede eksport til »meget, meget varme himmelstrøg.«
De himmelstrøg viste sig at være Dubai og butikken Boutique le Chocolat, der ligger på det såkaldte ’City Walk’ i området Jumeirah 1 som ligger centralt i Dubai.
Butikken er indrettet som et mindre varehus og indeholder 24 nøje udvalgte chokolademærker fra hele verden. Området, som butikken ligger i, er især besøgt af lokale velhavere og turister fra Saudi-Arabien.
»Tilgangen til chokolade er anderledes i Dubai, end den er i Danmark. Herhjemme ville vi nok ikke tage på stranden for at nyde en æske chokolade, men dér er det tegn på velstand. En is har langt fra samme status,« siger Peter Beier.
Han forventer, at Dubai kan blive startskuddet til et mellemøstligt eventyr med chokolade for millioner.
»Forleden havde jeg besøg af to fra Saudi-Arabien, der gerne ville have licens på vores flødeboller. Jeg er ikke i tvivl om, at vores Mellemøsten-eventyr er ved at udvikle sig. Det her er bare springbrættet,« siger Peter Beier.
Forventningen om et eksporteventyr kommer efter en årrække, hvor de økonomiske resultater i Peter Beier Chokolade er gået op og ned. I det seneste regnskabsår - 2015 - steg virksomhedens bruttofortjeneste med 7 pct. til 22,7 mio. kr.
Det gav et resultat efter skat på 2,4 mio. kr. - en tredjedel mere end året før.



