Mistænkt for milliardsvindel giver gode råd om "work life balance"
Det er vigtigt med afslapning og rengøringshjælp i privaten, mener manden, der er mistænkt for milliardsvindel i Danmark.
Den 46-årige britiske forretningsmand, Sanjay Shah, der er mistænkt for milliardsvindel med udbytteskat i Danmark har lanceret en blog, hvor han fortæller om sit luksuriøse liv i Dubai og giver gode råd om bl.a. work life balance.
»Dette er min personlige blog, som giver mig rum til at udtrykke mine ærligste meninger og viser mig på en anden måde end den, jeg normalt bliver set på,« udtaler Sanjay Shah i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af bloggen, www.iamsanjayshah.com.
På bloggen fortæller han bl.a. om sin egen karriere, herunder hvordan han etablerede finansfirmaet Solo Capital i London og allerede i år to tjente en milliard pund. Derefter flyttede han til Dubai med familien, og han bor i dag på Dubais kunstige palmeø og velhaverghetto, og det er herfra, han nu giver god råd om f.eks. entreprenørskab og familieliv.
For eksempel mener Sanjay Shah, at det er vigtigt at slappe af hver dag - fx. med en »Dubai lunch break«. Det er også vigtigt at få hjælp til de huslige pligter i privaten og sørge for at have det sjovt om aftenen, hvilket er nemmere i expat-miljøer som i Dubai, tilføjer han.
Til gengæld er der ikke et ord om, at Sanjay Shah ifølge eget udsagn er centrum for efterforskning i flere lande for svindel med udbytteskat, herunder Danmark.
Shah har selv fortalt offentligt, at han har trukket ni milliarder kroner ud af den danske statskasse ved hjælp af avancerede, finansielle transaktioner, som han mener har givet ham ret til refusion af udbytteskat for milliarder.
Bagmandspolitiet efterforsker dog refusionerne som svindel, og Skat vurderer, at danske skatteydere er blevet malket for 12,3 mia. kr., hvoraf Shah som nævnt dog kun vil vedkende sig de ni.
Intet af dette er nævnt på hans blog, hvor han lader forstå, at formuen er skabt gennem hårdt arbejde.
Ifølge Sanjay Shahs medierådgiver Jack Irvine, har Shah imidlertid gang i så mange ting i sit liv, at der er brug for forskellige kommunikationsplatforme for at dække dem alle.
»Vi bruger andre kommunikationsmetoder til at kommentere den danske skattesag. Vi lever i en verden med mange kommunikationskanaler,« oplyser Irvine.



