Medie: Svensk musiktjeneste gør klar til at fortære rival
Den svenske streamingtjeneste Spotify er i fremskredne forhandlinger om at opkøbe musikplatformen Soundcloud, siger rygterne.
Som et led i kampen med Apple om at være fremtidens førende musikstreaming-tjeneste, forhandler Spotifys repræsentanter i øjeblikket med den svenske rival Soundcloud om en kommende overtagelse.
Det skriver Financial Times.
Med omkring 100 mio. brugere på verdensplan er Spotify stadig førende inden for streaming. Men Apple Music er vokset med raketfart, og har ramt 17 mio. betalende medlemmer på lidt mere end et år.
Tidligere i denne måned ramte Spotify 40 mio. betalende brugere. Samtidig annoncerede den nyere tjeneste Apple Music, at den på relativt kort tid have fået 17 mio. abonnenter.
Financial Times skriver videre, at Spotify har afvist at svare på spørgsmål vedrørende overtagelsen. Det lykkedes heller ikke for avisen at få fat i Soundcloud.
I sommers investerede det sociale medie Twitter ellers i Soundcloud for herigennem at tiltrække flere brugere.
Soundcloud, som har base i Berlin, har også for nylig lanceret en betalingsservice.


