Fortsæt til indhold

Kähler ramt af nedtur - men pengene vælter ind

Salgsdyk af en ellers hypet vase kom bag på Kähler. Alligevel er overskuddet i virksomheden nået nye højder, viser nyt regnskab.

Erhverv

Det kan godt være, at salget af Kählers hypede jubilæumsvase er gået dårligere end forventet og har fået en række kapitalfonde, der ellers skulle have overvejet at købe virksomheden, til at trække følehornene til sig.

Men nogen dårlig forretning er den danske designvirksomhed langtfra. Det viser et nyt regnskab fra Kähler Design, der er ejet af arkitekten Frantz Longhi.

Kähler kom ud af 2015 med et overskud på 48,5 mio. kr. Det er det bedste resultat i virksomhedens historie, men dog væsentligt lavere, end Frantz Longhi oprindeligt havde budgetteret med.

Tidligere på året fortalte Kähler-rigmanden til Børsen, at han havde ventet et overskud på 80 mio. kr. Men en overraskende stor nedgang i salget af Kählers stribede jubilæumsvase betød, at virksomheden måtte nedjustere sine vækstmål.

Det fik ifølge Børsen flere kapitalfonde til at droppe planer om at skyde penge i Kähler, som Frantz Longhi satte til salg i vinter.

Frantz Longhi købte Kähler ud af den fallerede ejendomsmatador Steen Gudes fallitbo i 2008. Siden har den 63-årige arkitekt fra Aarhus forvandlet ruinerne af det ikoniske designbrand til en international succes.

Kähler er vokset med tocifrede vækstrater, hvert år siden Frantz Longhi overtog virksomheden. Virksomheden eksporterer til både Europa, Asien og USA og har også åbnet spisesteder og restauranter, der markedsfører Kählers produkter.

Selv kalder Frantz Longhi resultatet i det forgangne regnskabsår for »meget tilfredsstillende.« I regnskabet skriver han, at Kähler fortsat vil investere i at udvikle Kählers produkter og brand - både i ind- og udland.

»I de kommende fem år forventes eksisterende hovedmarkeder at vokse fortsat, og der vil blive investeret i at replicere selskabets eksportmodel til nye og større udenlandske markeder,« skriver Frantz Longhi.

Kähler henter cirka halvdelen af sin omsætning fra udlandet - særligt Norge, hvor virksomheden har åbnet sin første flagskibsbutik uden for Danmark. Også i Sverige, Japan og Tyskland er efterspørgslen på Kählers produkter stor.

På grund af den øgede eksportindsats bliver 2016/17 et overgangsår med øgede udgifter, forventer Frantz Longhi. Han regner med et overskud på 25-35 mio. kr.

Artiklens emner
Kähler Design
Frantz Longhi