Netflix-boss: Filmbranchen bliver kvalt af biograferne
Innovation er en by i Rusland inden for biografbranchen, mener Netflix' topboss, Reed Hastings.
Streamingtjenesten Netflix kan mere og andet end at lade millioner af brugere verden over streame film via deres tjeneste. De kan også lave film.
På under et år har Netflix således produceret 13 film, og mange flere er på vej.
Men der er ingen biografer, der vil vise Netflix' mange film, for hver gang filmen premierer, bliver den lagt direkte på streamingtjenesten, så abonnenter kan se filmen i stuen med det samme.
Og det er for dårligt, mener Netflix' topboss, Reed Hastings, som til The New Yorker's Tech Fest fredag beskyldte biograferne for at "kvæle filmbranchen".
Han sagde således, at tilstanden i filmbranchen pt. er "tragisk", fordi der ingen innovation har været hos biograferne de sidste mange år.
Samtidig har tv'et undergået en markant forandring, mener han, og peger på bl.a. den tekniske udvikling inden for internetforbindelser, som netop har været med til at skyde streaming til nye højder.
Og det er ikke kun streamingudbyderne, der brokker sig, understreger Hastings, som forklarer, at han møder en opgivende holdning hos filmstudier, der producerer film - at disse gerne ville "bryde monopolet", men ikke ved hvordan.
Resultatet er status quo, hvor biografbranchen er ramt på pengepungen, og filmproducenter gerne vil ud til et større publikum.
"Dårlig dynamik," mener Hastings, som rigtig gerne så premierefilm i både biografer og på tv på samme tid.
Netflix-producerede film er dog faktisk på vej til biograferne - bare meget få biografer. Streamingtjenesten har indgået samarbejde med virksomheden iPic Entertainment, som er en kæde af luksusbiografer i USA. Men kæden er således indtil videre den eneste, som er villig til at premiere film, der samtidig kan ses på tv'et hjemme i stuen.
Formanden for Brancheforeningen Danske Biografer, Kim Pedersen, har kommenteret denne artikel.

