Fortsæt til indhold

Globale forbrugere er vilde med danske dyner og møbler

Salget i Jysk-koncernens største selskab voksede i det forløbne år med 11 pct. Væksten er trukket af både eksisterende og nye forretninger rundt om i 19 lande.

Erhverv

Mens dele af detailhandlen fortsat er presset i mange lande, stormer den danske Jysk-koncern frem. Selvom regnskabet for 2015/16 ikke er endeligt afsluttet, kan ejeren, dynekøbmand Lars Larsen, konstatere, at året giver ny rekord.

I hvert fald målt i størrelsen på omsætningen i selskabet Jysk Nordic, der omfatter driften af tæt ved 1.100 butikker i en lang række lande.

Adm. direktør Jan Bøgh fastslår nemlig, at omsætningen i hans del af Jysk-koncernen er steget med 11 pct. i regnskabsåret, der blev afsluttet ved udgangen af september. Det betyder, at salget nåede 12,8 mia. kr.

»Set i forhold til, hvordan markedet udvikler sig i flere lande inden for produkter til hjemmet, er det meget tilfredsstillende. Vi har organisk vækst i alle lande - også der hvor salget generelt er faldende,« siger Jan Bøgh.

I det forløbne år har Jysk Nordic ekspanderet med 69 nye butikker, der er med til at trække væksten. Men ifølge Jysk-chefen var fremgangen på 6 pct. målt alene på de eksisterende butikker. Netop det er afgørende i den globale detailhandel, hvor andre aktører henter store dele af deres vækst ved ekspansion.

»Vi vil fortsat udvide med nye butikker, men vi skal også kunne vokse alene på de forretninger, som vi har. Det viser året, at vi kan,« mener Jan Bøgh.

Det bliver ikke så ringe endda.
Jan Bøgh, adm. direktør, Jysk Nordic

Jysk Nordic driver butikker lige fra Danmark, Polen og Norge til bl.a. Ukraine, Storbritannien og Kina. Derfor er selskabet også påvirket af valutakurserne, hvor det forløbne år igen har budt på udfordringer med en høj dollarkurs, som påvirker indkøbene hos leverandører i primært Asien, og omvendt faldende kurser i afsætningslande. Ifølge Jan Bøgh var væksten i 2015/16 på 9 pct., når valutapåvirkningen medregnes.

På markederne er Jysk i konkurrence med en lang række aktører inden for salg af eksempelvis senge, møbler og udstyr til stuen samt soveværelset. En af dem er den svenske gigant Ikea, der har meldt om en vækst på 5 pct. i de fem danske varehuse og 7 pct. på globalt plan, hvor koncernen har 340 butikker i 28 lande.

Den danske Ikea-chef, Dennis Balslev, oplyser, at selskabet her i landet har vækst i alle dens forretningsområder. Han siger samtidig:

»Vi er rigtig godt tilfredse med, at væksten fortsætter.«

Jysk har 2.400 butikker i 44 lande. Foto: Søren Sielemann

Hos Jysk Nordic understreger Jan Bøgh også, at selskabets salg vokser både i de fysiske butikker og i en voksende nethandel.

»Netop onlinehandel og en kombination af vores salgskanaler er afgørende for den fortsatte udvikling. Samtidig har vi i det forløbne år haft stort fokus på at øge kvaliteten i vores produkter - uden at priserne nødvendigvis bliver hævet markant. Det giver resultat,« mener Jan Bøgh.

Først om et par måneder er Jysk klar med årsregnskabet for den samlede koncern, som også omfatter Dänisches Bettenlager samt Jysk Franchise.

Indtil da vil Jan Bøgh heller ikke definere, hvad væksten i salget har betydet for indtjeningen og dermed årets overskud. Han siger dog nu:

»Det bliver ikke så ringe endda.«

Artiklens emner
Jysk
Ikea