Dansk medicinalgigant lægger stilen om: 400 job i fare, men 200 nye på vej
Leo Pharma har offentliggjort planerne for en omstrukturering af virksomheden.
Den danske medicinalvirksomhed Leo Pharma har planer om at omstrukturere en større del af virksomheden.
På globalt plan kan omstruktureringen føre til nedlæggelse af 400 stillinger, primært funktioner inden for det kommercielle, produktion og support, ligesom Leo Pharma forventer at oprette 200 nye stillinger, der skal understøtte virksomhedens satsning på biologiske lægemidler til behandling af hudsygdomme.
Det forklarer Leo Pharma i en pressemeddelelse.
»Inden for det seneste år har vi foretaget opkøb og indgået partnerskaber, der grundlæggende har ændret Leo Pharma som virksomhed. Vi er i færd med at opbygge en unik portefølje af behandlinger til de mest udbredte hudsygdomme i verden. For at indfri det fulde potentiale og bringe behandlingerne på markedet og ud til patienterne kræver det, at vi organiserer os anderledes, bringer nye kompetencer ind i virksomheden og foretager en række investeringer. Den proces omfatter også at sikre, at alle dele af vores globale organisation er så omkostningseffektiv som muligt, hvilket aktuelt betyder, at vi desværre kan komme til at tage afsked med gode kolleger,« siger Gitte Aabo, topchef i Leo Pharma.
De forestående investeringer omfatter bl.a. lancering af Leo Pharmas første biologiske lægemiddel til behandling af psoriasis.
For en måned siden meldte Leo Pharma ud, at den har skilt sig af med sin øverste chef i USA.
Leo Pharma blev grundlagt for over 100 år siden, er Danmarks tredjestørste medicinalselskab efter Novo Nordisk og Lundbeck, har hovedkvarter i Ballerup og beskæftiger omkring 5.000 personer verden over.


