Fortsæt til indhold

Elgiganten skovler penge ind: Kassen er fyldt til elektronikkrig

Landets største butikskæde for elektronik har rekordomsætning. Bugnende pengetank skal bruges på at slå konkurrenterne.

Erhverv

Elgiganten har skruet op for salget i Danmark og udbygger sin position som landets største og mest succesrige elektronikkæde.

Et nyt årsregnskab fra Elgiganten viser, at selskabet har øget omsætningen med 4 pct. til knap 5,5 mia. kr. Dermed overgår Elgiganten sig selv i et marked, der ellers er udsat for hård konkurrence og et drabeligt prispres.

»Jeg er meget tilfreds med, at vi har øget omsætningen i et år, der var præget af svag eller ingen vækst i flere af de varegrupper, vi sælger. Vi lukkede endda vores tre butikker i Københavns Lufthavne – så den reelle vækst var faktisk højere,« siger adm. direktør Peder Stedal.

Selvom Elgiganten langer mere elektronik over disken end nogensinde, er bundlinjen i butiksgiganten skrumpet fra 114 mio. kr. til 78 mio. kr. Ifølge Peder Stedal skyldes det en sag mellem de norske og danske skattemyndigheder, som har stået på i mange år.

Kort sagt har Elgiganten, der er ejet af den norske Elkjøp-koncern, betalt for meget skat i Norge sammenholdt med i Danmark. Det er der nu lavet om på. Således har Elgiganten fordoblet sin skattebetaling herhjemme, hvilket påvirker det samlede resultat.

»Kigger man på vores driftsresultat, er det forbedret. Og det er det, jeg fokuserer på,« siger Peder Stedal.

Med 30 varehuse og en af landets mest besøgte netbutikker er Elgiganten den største aktør på markedet for forbrugerelektronik herhjemme. Men kampen om de danske forbrugere er nådesløs og har på kort tid fået to store butikskæder til at bukke under.

Først var det Fona, der efter lang tids krise måtte lukke. Kun 10 af kædens butikker fik lov til at overleve, da de blev opkøbt af Elkjøp-koncernen, som har omdannet dem til Elgiganten.

Få måneder senere meddelte svenskejede ComputerCity, at den lukker ni af sine varehuse i Danmark. Til gengæld vil de svenske ejere introducere lavpriskonceptet NetOnNet på det danske marked.

Elgigantens mest direkte udfordrer er imidlertid den nye elektronikkæde Power, der er ejet af koncernen bag Expert. Power åbnede sit første varehus i Glostrup for godt et år siden og har planer om at åbne mere end 25 megavarehuse over de kommende år.

Flere af dem klos op ad Elgiganten.

Peder Stedal mener, at Elgiganten er godt rustet til den hårde konkurrence. Egenkapitalen i koncernen er vokset til over 600 mio. kr. Nogle af pengene skal bl.a. bruges på at renovere butikker og på at udvikle Elgigantens onlinebutik, som udgør en pæn del af den samlede omsætning.

»Vi står ekstremt solidt funderet på det danske marked, og vi bliver i offensiven for at styrke vores position,« siger Elgigantens direktør.

Peder Stedal er adm. direktør i Elgiganten. Han begyndte bag kassen i 1996, samme år som Elgiganten åbnede i Danmark.
Artiklens emner
Elgiganten
Peder Stedal