Fortsæt til indhold

Elgiganten vil lave ny slags butik i Fonas gamle lokaler

Elgigantens direktør, Peder Stedal, løfter sløret for planerne med de 10 Fona-butikker, som Elgiganten har købt.

Erhverv

Elektronikkæden Elgiganten vender tilbage til flere af landets bymidter, kun få år efter at den lukkede sine strøgbutikker i Aarhus og Odense.

Elgiganten er i fuld gang med at planlægge en større ombygning af de 10 Fona-butikker, som selskabet tidligere i år købte ud af den nu forhenværende butikskæde Fona.

Flere af butikkerne ligger på attraktive adresser i landets største byer.

»Vi bruger 45 mio. kr. over det næste år på at give samtlige butikker en overhaling. Når de står færdige, bliver det med et nyt koncept, som er anderledes fra vores store varehuse uden for byerne,« siger Elgigantens adm. direktør, Peder Stedal.

Elgiganten, der er ejet af den norske Elkjøp-koncern, overtog officielt resterne af Fona i august. Med overdragelsen sluttede 90 års dansk erhvervshistorie. Den første Fona-butik åbnede i 1926, men svigtende økonomiske resultater tog livet af butikskæden.

De 10 Fona-butikker, som blev opkøbt og nu omdannes til Elgiganten, ligger på Strøget i København, Strøget i Aarhus, i Lyngby, på Frederiksberg, i Rødovre, på Fisketorvet i København, i Hørsholm, ved Nørreport i København, i Aalborg og på Østerbro i København.

Butikkerne kommer til at have et mindre fysisk udvalg end de store varehuse, som kendetegner Elgiganten. Men kunderne skal i princippet kunne købe det samme, forklarer Peder Stedal.

»Vi har ikke plads til hvidevarer i lange rækker. Kunderne skal selvfølgelig kunne købe større varer, men så bliver det med levering derhjemme. Desuden kan vi bruge digitale skærme i butikkerne til at fremvise vores sortiment,« siger Peder Stedal, der også vil bruge de centrale butikker som såkaldte pick up-points.

»Ikke alle kunder, der køber noget på vores webshop, har mulighed for at køre ud til et af vores varehuse uden for byerne. De kan så i stedet hente deres varer på f.eks. Strøget i København. På den måde giver butikkerne os en helt ny dimension,« siger han.

Elgiganten er ved at ombygge sin butik på Strøget i København. Herefter følger de øvrige butikker, som alle skal stå klar inden for et års tid. I mellemtiden bliver butikkerne drevet videre, blot med det gamle inventar fra Fona, men under Elgiganten-navnet.

Elgiganten driver 30 varehuse rundt om i landet og er den største elektronikkæde herhjemme med en omsætning på 5,5 mia. kr. årligt.

Artiklens emner
Elgiganten
Peder Stedal