Fortsæt til indhold

Karteldømt murerfirma går konkurs

Få uger efter, at et nordsjællandsk murerfirma blev dømt til at betale en bøde i den såkaldte byggekartelsag, er virksomheden gået konkurs. Nyt selskab med ny ejerkreds skal føre virksomheden videre.

Erhverv

Det ser ud til, at bagmandspolitiet må kigge langt efter de 300.000 kr., som Hansen & Graversen Murermestre skal betale i den såkaldte byggekartelsag, hvor en lang række virksomheder har betalt bøder for at have udvekslet prisoplysninger og indgået ulovlige aftaler.

Virksomheden er nemlig under konkursbehandling efter selv at have indgivet en konkursbegæring.

»Det er i alt sin enkelthed et spørgsmål om nogle tabsgivende sager,« siger Palle Andersen, tidligere direktør og ejer af Hansen & Graversen Murermestre.

Bøden i kartelsagen, som Østre Landsret slog fast, at Hansen & Graversen Murermestre skal betale, er ifølge direktøren ikke årsagen til konkursen, men den har haft en betydning:

»Jeg vil ikke kalde bøden for dråben, der fik bægeret til at flyde over, men det var da en del af det.«

Hansen & Graversen Murermestre blev i starten af september af landsretten fundet skyldig i at have udvekslet oplysninger om priser med en konkurrent forud for, at virksomheden afgav et tilbud på en entreprise på Frederiksberg Slot. Skifteretten i Hillerød modtog konkursbegæringen 21. september.

Tre måneder før konkursen - i midten af juni - blev et nyt selskab ved navn Hansen & Graversen A/S stiftet, og det selskab har overtaget den konkursramte virksomheds ansatte med undtagelse af enkelte medarbejdere. Det oplyser kurator Morten Jensen, som er partner i advokatfirmaet Drachmann. Han fortæller desuden, at det nye selskab har overtaget tre byggesager, mens en hel del øvrige byggeopgaver er stoppet pga. konkursen.

»Det er typisk fordi, man har kunnet se, at en række byggeopgaver er kørt skævt, at man i en virksomhed som denne indgiver en konkursbegæring selv,« siger Morten Jensen.

Ifølge Palle Andersen har konkursen og det nye selskab i princippet ikke noget med hinanden at gøre.

»Vi oprettede det nye selskab i sommers for at fuldføre et generationsskifte,« siger han.

Palle Andersen er bestyrelsesmedlem og en del af ejerkredsen i det nye Hansen & Graversen, som hans søn skal videreføre. Sønnen er også medejer, ligesom to øvrige personer fra et tømrerfirma har købt sig ind i virksomheden.

Artiklens emner
Bagmandspolitiet