Fortsæt til indhold

Her er de 10 største internationale handler med danske virksomheder

I kølvandet på salget af LM Wind Power ser vi nærmere på de største danske virksomhedshandler, der endte med udenlandsk ejerskab.

Erhverv

I går blev underleverandør til vindmølleindustrien LM Wind Power solgt til amerikanske General Electric. Med en samlet pris på 11,2 mia. kr. endte den jyske virksomhed som den tredjedyreste danske virksomhed for udenlandske købere gennem de sidste tre år.

Lægger vi derimod baselinen tilbage i 1999, ender handlen et stykke uden for top 10. Vi starter listen bagfra:

Nr. 10:

Nets' landechef Susanne Brønnum. Foto: Sebastian Buur Gunvald

24. marts 2014 annonceres det, at det nuværende børsnoterede selskab Nets A/S overgik til en række investeringsfonde med amerikanske Bain Capital i spidsen. Handlens samlede værdi løb op i ca. 14, 5 mia. kr. - svarende til mere end 10 gange driftsresultatet.

Nr. 9:

25. september 2006 overgår den danske byggekoncern DT Group til Wolseley Plc. fra Storbritannien. Pris: 14,75 mia. kr. - svarende til næsten 12 gange driftsresultatet.

Nr. 8:

D. 11. august 2000: GN Store Nord sælger teleselskabet Sonofon til den norske mobiloperatør Telenor ASA for over 15 mia. kr. Det svarer til 57 gange driftsresultatet.

Nr. 7:

Colas' topchef, Hans Oluf Krog. Foto: Tobias Selnæs Markussen.

4. juli 2000: Byggekoncernen Colas Danmark købes af Bouygues SA fra Frankrig for ca. 17 mia. kr. Det var ca. 15 gange mere end driftsresultatet.

Nr. 6:

2. juli 2008: Scandinavian Tobacco Group sælger House of Prince A/S til den britiske tobaksgigant British American Tobacco for små 20 mia. kr. Da EBITDA ikke er indrapporteret, er det heller ikke muligt at beregne forholdet mellem salgets samlede pris og dritsomkostningerne.

Nr. 5:

11. september 2015: Den danske luftfartsvirksomhed Nordic Aviation Capital A/S ryger på svenske hænder, da kapitalfonden EQT disker op med godt 22 mia. kr. Det var 14 gange driftsresultatets størrelse.

Nr. 4:

Adm. direktør i ISS, Jeff Gravenhorst. Foto: Martin Lyngstad Slottemo.

9. maj 2005: Endnu et dansk selskab overgår til svenske EQT. Denne gang er det rengøringsselskabet ISS A/S. Den samlede pris lød på ca. 30 mia. kr. svarende til 13 gange driftsresultatet.

Nr. 3:

13. maj 2015: Den amerikanske multikoncern E. I. du Pont de Nemours and Company køber det danske fødevarehus Danisco A/S for 36 mia. kr. Det udgjorde ca. en 21-dobling af sukkerfabrikantens driftsresultat.

Nr. 2:

28. april 2000: Finske Nordea AB køber ind- og udlånsvirksomheden Unidanmark A/S. Prisen landede på over 38 mia. kr.

Nr. 1:

Marketingsdirektør i TDC, Camilla Ramby. Foto: Thomas Emil Sørensen.

Den hidtil største handel af en dansk virksomhed til udlandet skete d. 20. januar 2006, da teleselskabet TDC blev solgt til en sammenslutning af fem kapitalfonde, Nordic Telephone Company ApS, primært med amerikansk tilknytning. Prisen lød på over 87 mia. kr. - svarende til mere end otte gange driftsresultatet.

Forbehold: Til listen har Oaklins udvalgt handler af hele virksomheder.

Artiklens emner
LM Wind Power
ISS